DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Sundhedsminister afviser kritik af corona-inddragelse

Magnus Heunicke (S) mener, at regeringen har taget Folketingets partier tilstrækkeligt med i arbejdet under coronakrisen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviser under et samråd i Folketingets Sundhedsudvalg, at regeringen inddrager Folketingets øvrige partier for lidt i håndteringen af corona-situationen.

Samrådet er indkaldt af Venstre og Dansk Folkeparti, der vil have svar på, hvordan regeringen planlægger at inddrage borgere og Folketingets politikere fremover i arbejdet med at træffe beslutninger om blandt andet restriktioner.

- Fra 11. marts til dags dato er der afholdt 33 møder i covid-19-følgegruppen. Følgegruppen har modtaget 204 mails med skriftlige orienteringer i samme periode, og siden 1. marts er der stillet 1037 skriftlige spørgsmål fra Folketingets udvalg, 121 paragraf 20-spørgsmål og 38 samrådsspørgsmål om coronarelaterede forhold, siger Magnus Heunicke til kritikken.

Inddraget eller informeret

I følgegruppen er alle Folketingets partier repræsenteret. Mange partier mener imidlertid, at det er yderst begrænset, hvor meget regeringen har inddraget følgegruppen i beslutningerne. Man er blevet orienteret, men har reelt ingen indflydelse haft, lyder kritikken.

- Det første, vi skal bruge samrådet til, er måske at finde ud af, om vi har samme definition på, hvad det at inddrage betyder. Det vi fornemmer, når vi har været til covid-19-følgegruppemøder, er, at vi bliver informeret, siger Dansk Folkeparti sundhedsordfører Liselott Blixt.

Sundhedsministeren mener dog at partierne inddrages tilstrækkeligt. Han agter at fortsætte i samme spor.

- Konkret har vi varslet drøftelser i følgegruppen her i begyndelsen af december om de nationale restriktioner, der løber til og med henholdsvis 13. december og 2. januar. De indebærer også drøftelser om afholdelse af jul, siger Magnus Heunicke.

Ritzau