dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Styrelse kritiserer Viborg for Pape-lejlighed

Kommunen godkendte plan om lejligheder uden dokumentation for, at der var behov for dem.

VIBORG: Social- og Boligstyrelsen kritiserer nu Viborg Kommune for at have godkendt, at dele af det gamle rådhus i 2012-13 blev købt af et boligselskab, som ville leje boligerne ud. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Som tidligere omtalt har især Ekstra Bladet beskrevet, hvordan den konservative partileder Søren Pape Poulsen bor i en stor lejlighed i en del af det gamle rådhus, som skulle have været et ”kollektivt 55+ alment familieboligbofællesskab” med tre boenheder.

Da det ikke lykkedes at finde tre seniorer, der havde lyst til at dele de to etager med fælles stue/køkken på hver etage og i alt fire værelser, blev bofællesskabet i stedet senere udlejet som to lejligheder til henholdsvis Søren Pape og boligforeningens næstformand. Det skete for at undgå, at lejemålene stod tomme og dermed blev en udgift for boligforeningen.

Ingen dokumentation for behov

Kommunen blev bedt om at redegøre for sagen, og styrelsen har nu sendt en 12 sider lang udtalelse retur. Her står ifølge avisen, at kommunen ikke havde hjemmel til at godkende boligselskabets planer, fordi der ikke forelå dokumentation for, at der reelt var behov for boligerne. Desuden er styrelsen i tvivl, om den historiske og fredede bygning overhovedet egner sig til et bofællesskab.

Kommunens direktør for teknik og miljø, Hans Jørn Laursen, oplyser i en skriftlig kommentar til avisen, at kommunen tager den vejledende udtalelse fra boligstyrelsen alvorligt, og at man nu vil gennemgå de relevante procedurer i forhold til samarbejdet med boligselskaber. 

Søren Pape Poulsen selv er ikke blevet udsat for kritik for at have lejet lejligheden. Til gengæld blev kommunaldirektør Lasse Jacobsen under byrådets seneste behandling erklæret inhabil efter råd fra KL, fordi hans kæreste har en chefpost i boligselskabet. Han havde tidligere deltaget i behandling af sagen uden at overveje, at han kunne være inhabil.

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/styrelse-kritiserer-viborg-for-pape-lejlighed

GDPR