Stevns Klint får millionstøtte: skal gøre området tilgængeligt for alle
Pyramiden i Boesdal Kalkbrud ved Stevns Klint skal renoveres, så bygningen kan bruges til lokale aktiviteter og indgå i den samlede verdensarvsfortælling.
Foto: Stevns Kommune

Stevns Klint får millionstøtte: skal gøre området tilgængeligt for alle

Verdensarvsdestinationen med de mange geologiske lag skal både løfte omgivelserne og kommunens lokale udvikling.
29. DEC 2021 11.57

STEVNS: Stevns Kommune får 25 mio. kr. til udviklingsprojekter i verdensarvsdestinationen Stevns Klint med fokus på Boesdal Kalkbrud og Højerup. Det oplyser kommunen og Realdania, der står bag støtten.

Dermed runder Stevns Kommune endnu en milepæl i bestræbelserne på at skabe en besøgsdestination i verdensklasse.

- Vi er lige nu godt på vej med et enestående besøgscenter, som skal være portalen ud mod hele verdensarvsområdet, og nu tager vi næste skridt, som handler om at løfte omgivelserne, siger borgmester Anette Mortensen (V).

De geologiske lag, der har gjort Stevns Klint til Unesco-verdensarv, skal gøres tilgængelige for alle, fx ved hjælp af nye stisystemer. Den imponerende tørrelade, Pyramiden, i det gamle Boesdal Kalkbrud skal renoveres, så bygningen kan bruges til lokale aktiviteter. På den måde får bygningen nyt liv og indgår i den samlede verdensarvsfortælling.

Satser på bæredygtig turisme

Det samlede projekt består af flere delprojekter med fælles fokus på at skabe større oplevelsesværdi og øget adgang til klinten. Kendskabet til området skal desuden øges, og der skal udvikles en fælles identitet, ligesom markedsføringen skal styrkes.

Formålet er at gøre bæredygtig turisme til en løftestang for lokal udvikling i blnadt andet beskæftigelse og bosætning i hele kommunen.

De forskellige udviklingsprojekter indgår alle i et samlet projekt til ca. 58. mio. kr., hvoraf Stevns Kommune selv har afsat godt 11 mio. kr. 

Fakta
Stevns Klint blev optaget som Unesco Verdensarv i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 millioner år siden var medvirkende til at mere end 50 pct. af alt liv på Jorden uddøde, også dinosaurerne.

Fonden Stevns Klint Besøgscenter er lige nu i gang med at bygge et besøgscenter for verdensarven i Boesdal Kalkbrud. Byggeriet er gjort mulig via en donation på 80 mio. kr. fra A.P. Møller-fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

sfe