
STEVNS: Stevns Kommune er blevet indklaget for Konkurrencestyrelsen, fordi kommunen videregiver sine FOT-data til alle interesserede uden at tage betaling for det.
Statsforvaltningen Sjælland er blevet bedt om at afgive høringssvar i den anledning, og i svaret bliver kommunens aktivitet vurderet som ulovlig. Det fortæller internetsitet Digitalisér.dk.
Det hedder i Statsforvaltningens høringssvar:
'Det er således statsforvaltningens opfattelse, at ordningen - uanset om Stevns Kommune videregiver grundkort gratis eller ved salg - ikke kan anses for at harmonere med baggrunden og forudsætningerne for de ovenfor beskrevne retsgrundsætninger for lovlig kommunal opgavevaretagelse, vurderet ud fra hensynet om dimensionering og hensynet til private erhvervsdrivende.
Stevns Kommune har derfor efter statsforvaltningens opfattelse ikke den fornødne hjemmel til at videregive kortmateriale efter FOT-standarden gratis eller ved salg til private ledningsejere og andre mulige kommercielle brugere.'
Det er et brud med den hidtidige praksis, hvor kommunerne i mange år har videregivet data til interesserede aftagere mod betaling. Denne aktivitet vil ifølge høringssvaret ikke længere være lovlig, vurderer Stevsn Kommune.
' Stevns Kommunes baggrund for at stille data frit var, at vi vurderede, at der var for meget administrativt bøvl ved at sælge kortdata, og der blev skabt mere værdi med minimale omkostninger, hvis alle kunne hente vore data. Samtidig ville alle kunne få indsigt i vores forvaltningsgrundlag', begrunder kommunen sin praksis.
Stevns Kommune har anmodet KL om at gå ind i sagen, og KL er gået videre til Indenrigsministeriet med sagen. KL mener, at kommunerne skal have lov at videresælge sine geodata, men accepterer, at det ikke må ske gratis.
Dén holdning er Stevns ikke enig i. Kommunen forklarer:
'Stevns Kommunes tilgang har netop været, at vi ikke vil være i strid med kommunalfuldmagten og derfor ikke ville agere kortkøbmand. Det er der aktører, der lever af.
Samtidig ville vi fjerne bureaukratiet omkring videregivelsen, idet vi ikke ville prioritere de nødvendige administrative ressourcer til at løfte den. Denne vurdering blev foretaget på baggrund af, at man normalt kun må fakturere grænsomkostningen i form af brugerbetaling - altså den medgåede tid. Ved at lægge data ud til fri download har vi ingen grænseomkostning, da den samlede omkostning er den samme - uanset, om der er 10 eller 100, der henter vore data. (Tallet er langt nærmere 10 end 100)
Dermed frigør man arbejdskraft til mere nyttigt arbejde, som tilfører kommunen værdi i stedet for at bruge den på aktiviteter, som i bedste fald er omkostningsneutrale for kommunen...'
Og afslutningsvis hedder det:
'Alt tyder på, at vi bliver nødt til at gemme vores dataset. Situationen har ikke ændret sig på Stevns: Vi har stadig ikke noget ønske om at benytte administrativ kraft på at krejle med kort, hvilket bevirker, at vore FOT-data må blive i skuffen, hvis KL får sin vilje.'
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.