
I medierne er der foretaget sammenligninger mellem det nye tal på 51 mia. kr. og de skøn for de offentlige finanser, som blev offentliggjort tilbage i december 2009. Dengang var forventningen, at underskuddet ville blive på 94 mia. kr. Det fremføres desuden, at dette gamle skøn har medført, at Danmark er kommet ind i proceduren for uforholdsmæssige underskud.
Det er ikke korrekt. Det er EU's skøn for de offentlige finanser, som ligger til grund for, at Danmark er i proceduren for uforholdsmæssigt store underskud. EU ventede underskud, der var på linje med eller større end Finansministeriet i foråret 2010. Sådan skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
3 pct. af BNP
EU forventer, at underskuddet i Danmark vil være større end 3 pct. af BNP i 2011 og 2012. Proceduren starter fra 2011. Og Danmark kommer først ud af proceduren, når det på baggrund af EU's tal konstateres, at underskuddet er bragt under 3 pct. af BNP, og når EU forventer, at underskuddet også fremover vil være under 3 pct. af BNP. Det er ikke situationen i øjeblikket.
Portugal er skrækeksemplet
Finansminister Claus Hjort Frederiksen peger på, at underskud på 51 mia. kr. i 2010, der vokser til endnu mere i år og i 2012 gør det nødvendigt at fastholde en stram styring af de offentlige udgifter.
- Vi har milliardstore underskud hvert år, og det vil vi fortsætte med, hvis ikke vi fører en ansvarlig økonomisk politik. Realiteten er også, at Danmark er i EU's procedure for underskud, og vi derfor er forpligtet til at stramme. Det ændrer tallene for 2010 ikke på. Det værste vi kan gøre nu, er at slippe tøjerne og lade økonomien løbe løbsk, som visse synes at foreslå. Vi kan i dag se på Portugal, hvis vi vil kende konsekvenserne af den politik, siger Claus Hjort Frederiksen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.