Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle

Af Paul Hegedahl

Ahmet Demir og Hanne Merete Pedersen:
' Hjertet på rette sted. Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle',
forord af Per Schultz Jørgensen, illustrationer af Hasan Güngör;
Bogen er udgivet med støtte fra Rota-tryk; Susi og Peter Robinsohns Fond
og Inger Kunst Hansens Fond.
Socialpolitisk Forlag, København 2009.
120 s., hft., 12 x 21 cm.
kr. 154,00 inkl. moms.
ISBN; 978-87-7504-119-0.

Mere end lovparagraffer
Professor, emeritus, cand.psych. Per Schultz Jørgensen, Socialforskningsinstituttet, Danmarks Pædagogiske Universitet og formand for Børnerådet 1998-2001, skriver i sit forord til 'Hjertet på rette sted. Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle' bl.a. 'Når socialt arbejde i tværkulturelt regi er så svært, er det selvfølgelig forbundet med, at parterne har andre koder for forståelsen af verden end majoritetskulturen. Derfor opfattes etniske minoriteter som nogen, der skal tilpasses og presses ind i den store fælleskultur. Og givet er det da også, at man i det moderniserede samfund kan acceptere normer for familieliv og samliv, der reelt indebærer et tilbageskridt til en verden af i går. Men netop derfor bliver brudfladen mellem kulturerne ofte til næsten uløselige konflikter, når der går følelsesmæssige investeringer i problemerne. Så er det ikke mere bare et spørgsmål om 'kulturel samtale' eller 'rummelig integration', så er det et spørgsmål om ære og værdighed, kærlighed og afkald, live og død, stolthed og skam. Alle disse sider ved livet, der ikke bare kan håndteres med en flot henvisning til lovparagraffer og kravet om at rette ind fra højre. Her handler det om levende mennesker på begge sider af den kulturelle barriere - og om at have værktøjer til at 'rede ud', 'løse op' og komme med 'konstruktive forslag'.'

Målet med bogen
Forfatterne ønsker at videregive den viden, de igennem mange års arbejde har samlet sammen om vanskelige sager i den pædagogiske verden. Familier der er i voldsom konflikt og ikke længere formår at overskue de problemer, de er havnet i. Socialrådgivere, pædagoger og lærere, som på alle mulige måder har forsøgt hjælpe og støtte et ungt menneske, og nu står med en sagsmappe, der er blevet meget tung.

Hvad går an og hvad virker, når tingene er gået i hårdknude, og ingen længere kan finde rede i hverdagen? Hvordan kan det lykkes at få skabt en dialog med og relation til mennesker, som mange andre er på nippet til at opgive, fordi de virker absolut utilnærmelige og meget afvisende over for systemets indblanding?

Gennem en række cases - hentet fra det virkelige liv - og primært fra arbejdet med familier, der ikke har deres etniske og kulturelle oprindelse i Danmark, beskrives i bogen det anderledes, det skæve og den kreativitet, som gør det muligt at finde vej ind til de unge og familierne og hjælpe dem med at finde et ståsted, som basis for videre udvikling på trods af alle forviklinger og vanskeligheder.

I 'Optakt' gøres rede for den principielle arbejdsform, hvor man er meget opmærksom på de mere eller mindre skjulte kulturelle forhold, som spiller en rolle i situationen.

Bogens indhold
Ud over forordet af Per Schultz Jørgensen er bogen opdelt i ni kapitler:

1. Optakt

2. Den mørke skov

3. Case 1: Skole-hjemsamarbejde og et indirekte sorgarbejde

4. Case 2: Superman

5. Case 3: En isoleret muslimsk kvinde finder vej

6. Case 4: Konfliktmægling ved ophævelse af bryllupskontrakt

7. Case 5: Et håbløst tilfælde

8. Case 6: En far uden status

9. Familiebehandling.

Hver case er særdeles grundigt og nøgternt beskrevet og hver af dem har et 'Hvad kan vi lære af denne case?'-afsnit. Ydermere dækker de en meget stor del af de problemer og konflikter, der nok er alt for almindelige i denne afdeling af det sociale arbejde.

Den mørke skov
I det på mange måder dybt personlige indledende kapitel 'Den mørke skov' fortæller Ahmet Demir om sine forventninger og sine oplevelser, da han kom til Danmark som ung 'dette lille grønne land'. Om hvordan fornemmelsen af at gå fra den lysegrønne skov ind i virkelighedens mørke skov. Den grønne farve er der stadig, men for hans og de efterfølgende generationer af indvandrere blev der flere nuancer. Og han drager alle indvandrerne ind i sin metafor: 'I løbet af firserne med den stigende arbejdsløshed og flere familiesammenføringer blev flere og flere klar over, at de ikke var havnet i Paradis, men snarere i en mørk, tæt og uigennemsigtig skov'. Men, siger han også, der er stor forskel på, hvordan 'opholdet i den mørke skov' forløber for de forskellige etniske minoriteter. Det afhænger af den familiære, kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund. For nogle vil der være tale om et relativt kort ophold, som de i nogen grad selv kan finde vej igennem, hvorimod det for andre kan få mere varig karakter. Der er forskel på, hvordan og hvornår de finder vejen mod 'den lyse verden'. Der kan være lang vej fra den mørke skov til den lyse verden. I bogens cases giver forfatterne eksempler på nogle af de veje, der kan anvendes.

Det er særdeles interessant, at Ahmet Demir i dette indledende kapitel om 'Den mørke skov' arbejder så meget med metaforer og senere også i de efterfølgende cases flere gange peger på vigtigheden af brug af metaforer. I Anders Fogh Jensen: 'Metaforens magt', se 26/06/09 Fornuften er fantastisk beskrives jo netop, hvordan metaforer, kreativt og nyskabende anvendt, kan fremstille, fremvise og afdække en situation og de aspekter, der er vigtige at få på bordet. Det er tydeligt, at forfatterne af 'Hjertet på rette sted' er enige i Anders Fogh Jensens synspunkt om, at metaforer er en produktiv magt, der er vigtige for evnen til at bruge sproget og dermed både fastholde og ændre. En evne, som de i de seks cases viser de er i besiddelse af. 

'Hjertet på rette sted' er i øvrigt også en klar understregning fra praksis af Anders Fogh Jensens holdning at for at skabe udvikling og forståelse, er monokultur noget, man bør undgå, polykultur er noget, man bør fremme. Et synspunkt denne anmelder deler 100 procent.

Eksemplerne
Den første case handler om en dreng på 13 år, som har vanskeligheder i skolen, hvor man er løbet tør for ideer til at hjælpe mere. Da der bliver gået grundigt ind i hele sagen, viser det sig, at problemerne har deres oprindelse i en stor sorg, som drengen blev udsat for, da han boede hos sin bedstemoder, for hun ikke skulle være alene - og hun døde. I den grundige beskrivelse af denne case indgå bl.a. en redegørelse for, hvordan man griber sorgarbejde an set i et kulturelt perspektiv.

Case 2 handler om en dreng på 14 år, der ikke passer skolen og tidligt begynder at færdes i et rockermiljø.

Case 3 handler om en ung muslimsk kvinde, der er flygtet fra sit ægteskab.

Case 4 er beslægtet med case 3, idet den handler om konfliktmægling ved ophævelse af bryllupskontrakt for en ung kvinde, der er født her i landet, mens forældrene kommer fra et krigshærget land i Mellemøsten. Det er en ganske dramatisk historie, som viser de store forskelle på generationer og kulturer, hvor forældrene har søgt råd hos spåkoner og religiøse personer og gennemgår alvorlige følelsesforløb.

Case 5, som forfatterne giver overskriften 'Et håbløst tilfælde', handler om en teenagepige fra et skilsmissehjem. Også denne familie er hårdt ramt af krigsoplevelser, der betyder, at forældrene ikke magter at holde sammen. Moderen flytter til Danmark sammen med sin datter på 10 år og bliver gift igen med en af sine landsmænd. Fra første dag er der konflikter mellem stedfaderen og datteren. Forvaltningen har prøvet at yde såvel psykiatrisk som psykologisk hjælp, men problemet er kulturelt og socialt - det handler om normer, værdier, handle- og opdragelsesmønstre.

Case 6 fortæller om en flygtningefamilie, der er stærkt traumatiseret af krig og har haft kontakt med en hel række offentlige instanser. Faderen har været udsat for tortur og har pådraget sig en række fysiske sygdomme. Der savnes et samlet billede af familiens situation. Et interessant aspekt ved denne case er, at familien ønsker en tæt og nær relation til konfliktmægleren, og det er centralt for dem, at de fra starten kan bruge benævnelsen 'storebror'. På trods af, at faderen er lidt ældre end konfliktmægleren er det vigtigt for ham. Han føler sig tryg og respekteret. En 'storebror' har ingen skjulte dagsordener, men er med og ikke mod familien.

Erfaringerne
Det understreges, at der i det professionelle arbejde er nogle ufravigelige etiske principper. Den enkelte socialarbejder bliver i mødet med familier, som gør modstand og ikke forekommer samarbejdsvillige sat på prøve. Socialt arbejde drejer sig om på alle tænkelige måder at skabe kontakt, dialog og samarbejde. Når en familie åbner døren - når man får en familie til at åbne døren - er forudsætningen for et vellykket resultat, at der skabes overblik over familiens situation og rette indsatsen mod familien som helhed.

Det er vigtigt at forstå, at det ikke kun er bestemte faggrupper, der kan hjælpe mennesker, der er i 'den mørke skov'. Det er vigtigt at tænke meget bredt og inddrage alle, som kan tænkes at bidrage med noget konstruktivt. Og familien skal selv være involveret og indforstået med handleplanen.

Læren fra disse cases, som gennemgås detaljeret er, at det i situationerne er vigtigt at være meget ærlig og konfrontere familierne med det, der tænkes og opleves. Det nytter ikke at være pæn og høflig, men man skal turde reagere på det, man som rådgiver både ser og hører. Det er vigtigt at bryde autoritetstroen.

Etableringen af forældresamarbejdet og forudsætningerne for at etablere en samarbejdskontrakt med en familie beskrives. Om at etablere forståelse for institutioner hos mennesker med en helt anden referenceramme end den danske.

Interessant er også forklaringen på, hvordan nogle grupper af etniske minoriteter, klager over fysiske smerter og beder om medicin, som, tror de, kan hjælpe, hvor der i virkeligheden er tale om psykosomatiske lidelser, som er opstået som følge af en krise i familien. Som forfatterne siger: 'Sjælelige kvaler bliver forvandlet til fysiske smerter, fordi det er vanskeligt at tale om andre måder at have ondt på'.

Der er en god beskrivelse af, forskellen mellem danskeres syn på lægen og de etniske minoriteters forventninger om lægens autoritet. I det hele taget er der stor forskel på mange etniske minoritetsgruppers opfattelse af de personer, de opfatter som autoriteter og den danske opfattelse. Arbejdet med konfliktløsning viser, at det er vigtigt at bryde autoritetstroen og - på en god og ordentlig måde - de traditionelle høflighedsformer og normer.
I den indledende fase af familiearbejdet, siger forfatterne, er det en god idé at være to personer til at undersøge og danne sig overblik over situationen. Den ene kan rette opmærksomheden mod samspilsprocessen og de forskellige deltageres reaktioner, mens den anden kan koncentrere sig om samtalen med det enkelte familiemedlem.

Der er et væld af relevante iagttagelser og forslag i forbindelse med hver case. Der sluttes af med en 'Huskeliste til familiesamtalen'. Den starter med 'Stil dine sko i entreen. Det viser, at du har respekt og elementært kendskab til det, der er af betydning i familiens kultur'. Et interessant råd i forbindelse med den diskussion, der rasede for et stykke tid siden, om at give hånd, er 'Hils på alle og ræk hånden frem til hilsen, også selv om nogle vil afslå at give hånd til det modsatte køn'. Andre råd er: 'Gør indledningsvis meget ud af at fastslå, at du uanset egen baggrund er udsendt af kommunen og altså ikke er 'deres' mand mere end de øvrige ansatte i kommunen'. Og 'Hvis nogle i familien med gestik eller kropssprog signalerer, at de er uenige eller ikke har forstået det, der foregår, så spørg direkte ind til det'. I det hele taget siges det flere steder i bogen, at det er vigtigt at være meget klar og direkte i sin kommunikation hele tiden, og at man hele tiden skal have klare aftaler - gerne små skridt ad gangen - og følge tydeligt op på, om det aftalte er overholdt fra familiens side.

Og så er der et råd, som på baggrund af vores danske kultur er vigtigt: 'Ironi og sarkasme er ikke velegnet, men humor i samtalen er helt fint. At gøre lidt grin med sig selv er heller ikke af vejen'. Her vi vel erkende, at det i dansk humor selv for 'indfødte' undertiden kan være vanskeligt at se, hvad der er venlig humor og hvad, der er sarkasme.

Et specielt problem
Professor Dominique Bouchet fra Syddansk Universitet siger om kultur: 'En kultur er en måde at være i verden på, at udvælge hvad vi kan - og vil se, en måde at håndtere og tolke verden på - et system af forskelle'. Derfor er det et stort problem, at mange unge med en anden etnisk baggrund end dansk ofte befinder sig i et ingenmandsland mellem deres oprindelige kultur og den danske kultur. Som forfatterne af 'Hjertet på rette sted' flere steder peger på, kender de måske kun deres oprindelsesland fra årlige familiebesøg i en fjerntliggende landsby eller ferieby. Samtidig har de måske ikke noget særlig godt udviklet modersmål og heller ikke et nuanceret dansk. De forstår ikke baggrunden for forældrenes adfærd og holdninger og lærer ikke at respektere hverken deres egen eller den danske kultur. De har en kulturløshed og rodløshed, der medfører alvorlige problemer. De har brug for hjælp til at udvide deres viden om egne rødder. Det vil - uanset hvad nogle måske mener - hjælpe dem til at bygge bro til den kultur, de lever og skal fungere i.

I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at man ikke blot firkantet kan tale om den og den kultur. Enhver kultur har mange niveauer og udtryksformer. Der er stor forskel på at komme fra fx et akademisk miljø i en storby og fra en landsby - for nu at nævne et banalt eksempel.

Om forfatterne
Ahmet Demir er privatpraktiserende socialkonsulent. Han er cand.pæd. fra DLH, 1998. Desuden har han en lang række andre uddannelser med i bagagen, bl.a. Linjestudium i pædagogik på Folkeuniversitetet, 1988 - 1991, Voksenpædagogik på KUA, RUC og DLH, 1991 - 1993, Lederuddannelse, Hvidovre Kommunes, 1996, Familieterapeut på Kempler Institutet, 1995 - 1998 og Lederkursus i anerkendende kultur, Hvidovre Kommune 2008. Hans erfaringer med pædagogisk og terapeutisk arbejde med socialt udstødte grupper og unge mønsterbrydere rækker tilbage til 1983. Fra 1992 - 2008 var Ahmet Demir leder af 'Blæksprutten' - et socialpædagogisk projekt for socialt udstødte unge i alderen 12-23 år i Hvidovre kommune. Desuden har han i en årrække fungeret som konsulent, supervisor, underviser og kursus- og foredragsholder for bl.a. institutioner, kommuner og andre myndigheder. Ahmet Demir er meget aktiv debattør i såvel skrevne som elektroniske medier. Tidligere har han udgivet bogen 'De forbandede unge. Om konfrontationspædagogik', Systime 2001, og er medforfatter på flere andre publikationer. Fra 2002 har han været deltager i baggrundspanelet for kampagnen "Brug for alle unge" i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Hanne Merete Pedersen er afdelingsleder i Kirkens Korshærs Natcafé, Stengade 40, København N, med ansvar for daglig ledelse samt personaleansvar. Desuden Stedfortræder i Blæksprutten, Hvidovre Kommune med ansvar for forskellige ledelsesopgaver: kontraktstyring og pædagogik udvikling, familiesamtaler samt personalesupervision. Hun er cand.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitet, 2006, har Diplomuddannelse i Pædagogisk ledelse og organisation, DPU / CVU- Stork. Hanne Merete Pedersen er desuden uddannet lærer, herunder voksenpædagogisk kursus fra Skårup Statsseminarium, 1989. Hun har en omfattende videreuddannelse bl.a. 1999 - 2001 Uddannelse i Familieterapi/ Rådgivning, Kempler instituttet, 1997 Basisuddannelse i Familieterapi/ Rådgivning, Kempler instituttet og Hvidovre Kommunes interne lederuddannelse, 1997. Hun har tidligere været lærer ved efterskoler, personlig rådgiver i individuelle sager for drenge med særlige personlige problemer, freelance underviser/ konsulent ved diverse kurser og uddannelsesinstitutioner i Danmark, Finland samt USA, souschef i det socialpædagogiske projekt Blæksprutten, Hvidovre Kommune, med særlig vægt på personaleledelse, samarbejds- og opgavekoordinering, samt familiebehandling og praktikvejleder til 2002.

Begge forfattere er særdeles aktive i frivilligt arbejde i mange former.

Det handler om mennesker
Som skrevet, er hver case nøgternt beskrevet, men meget klar i sproget om, hvornår og hvordan rådgiveren skal stå fast for at opnå de ønskede resultater - uden at miste forståelsen for, at det er levende menneskers skæbner, det handler om.

Bogen viser netop, hvor vigtigt det er både at have den menneskelige forståelse og samtidig den indsigt, der kan fungere som kompas. Ingen sager, hvor mennesker og menneskers følelser er involveret, kan behandles ens. Ikke to løsninger er ens. Der findes ingen facitliste. Imidlertid kan denne bog i høj grad anvendes som inspiration til at finde frem til løsninger, der måske ikke lige har været tænkt på.

Mange institutioner har i dag - meget naturligt kan man nok sige - vanskeligt ved at behandle etniske minoritetsgruppers familieproblemer. Dels mangler der endnu, skønt der flere steder vises vilje til at lære, kendskab til de kulturelle forskelligheder - de er mange. Der savnes også et fælles fundament af viden på dette område. Denne bog er antagelig grundstenen til opbygningen af dette fundament. Den kan også medvirke til etablering af et nuanceret fælles sprog om disse emner.

Ahmet Demir og Hanne Merete Pedersen understreger klart, at det ikke er en absolut nødvendighed at have stor indsigt i fremmede kulturer for at kunne arbejde med sager med mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk. Selv om det kan se sådan ud på overfladen handler problemerne ikke sjældent om andet end kultur og religiøs overbevisning. Dog vil en generel viden, personlig erfaring og kendskab til mennesker fra andre dele af verden være det det bedste udgangspunkt.

Et af de store problemer er for anmelderen at se, at de toneangivende danske politikere, der jo i høj grad udstikker rammerne for det sociale arbejde, ikke har megen international erfaring, hverken i praksis eller i form af international uddannelse/efteruddannelse. Bevares, flere af dem har da mødt politikere fra andre lande i flere sammenhænge, men erfaringen fra det brede møde med andre kulturers mangfoldighed præger ikke deres cv., som er lagt på nettet. Og der er ellers for manges vedkommende taget rub og stub med. Især synes det som om, at de, der har mindst tilovers for samspillet mellem kulturerne, mangler erfaringerne fra møder med disse kulturer.

Vi kan lade Per Schultz Jørgensen få også de sidste, indsigtsfulde ord: ' - - - Ahmet Demirs og Hanne Merete Pedersens bog har det alt sammen og lidt til. - - - Derfor er der meget at hente i bogen. Og selv i de sager, hvor der ikke er en lykkelig udgang sidder man alligevel tilbage med en oplevelse af, at der er gjort alt, hvad der kan gøres - og at de involverede personer har fået et grundlag til at komme videre med deres liv. En slags optimisme - selvom der også er stærke følelser som tab og sorg. Det er socialt arbejde med hjertet på rette sted'.