SKANDERBORG: Byrådsmedlem i Skanderborg Martin Frausing Poulsen melder af Dansk Folkeparti. Det oplyser han til TV2 Østjylland.
Han fortæller, at det gennem længere tid har været svært at være i et Dansk Folkeparti, hvor flere og flere fra partiets kerne er faldet fra.
Så tidligere søndag sendte han sin udmeldelse til Dansk Folkeparti på Christiansborg. Da tv-stationen taler med ham søndag aften, har han endnu ikke fået en bekræftelse på, at den er læst og handlet på.
Martin Frausing Poulsen oplyser yderligere, at han vil fortsætte i Skanderborg byråd.
Troede på lysere tider
Efter Morten Messerschmidt vandt formandskampvalget i Dansk Folkeparti i januar, troede Martin Frausing Poulsen på lysere tider for partiet. På ro og samhørighed.
Men da det modsatte fortsatte umiddelbart efter valget, og udmeldelserne begyndte at strømme ind, slog hans optimisme revner.
Han vil ikke fortælle, hvem han selv stemte på i formandsvalget, men han understreger, at han ikke politisk har noget at sætte på Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti eller den linje, der er lagt.
Men det er til sidst blevet for svært for Martin Frausing Poulsen at se partiets organisation smuldre væk, når adskillige personer, der har været del af kernen i partiet, har meldt sig ud.
Det har affødt utallige henvendelser fra vælgere, venner og bekendte, hvor han gang på gang har skullet forklare, hvordan kunne være i det. Nu skal han ikke længere det.
Søvnløs beslutning
Den endelige beslutning blev taget natten til søndag, fortæller han.
- Jeg lå vågen, og det her vendte sig i mig. Jeg blev nødt til at få en afklaring med mig selv, for det er meget opslidende at være i en tilstand, hvor man bliver mødt af tidligere byrådsmedlemmer og kolleger, der siger: ”Hvordan går det med DF? Er du stadig medlem? Nu er I snart under spærregrænsen.”
Kunne du finde at melde dig ind i et andet parti?
- Jeg har fået tre andre tilbud fra partier i Skanderborg byråd. Men for mig handler det om at finde ud af, hvor jeg selv er henne i det her.
Støjberg "super skarp"
Uopfordret nævner Martin Frausing Poulsen selv Inger Støjberg, som han kalder ”super skarp”. Hun stiftede i sommer partiet Danmarksdemokraterne, som kort tid efter blev opstillingsberettiget til det kommende Folketingsvalg.
Kunne du finde på at melde dig ind i Danmarksdemokraterne?
- Det kan jeg ikke svare på, for der er ikke noget parti. Man kan ikke melde sig ind, siger han.
Hvis du nu kunne melde dig ind i det, ville du så?
- Det er ikke usandsynligt. Vi får se, når det er et parti, man kan melde sig ind i.
Hvad vil du sige til de vælgere i Skanderborg Kommune, der stemte på dig ved seneste kommunalvalg?
- At de får nøjagtigt den samme politik med mig, som de har fået hidtil. Det ændrer sig overhovedet ikke.
Kan du forstå, hvis nogle af dem, der har givet dig deres stemme, er skuffede over din beslutning?
- Dem, der har stemt personligt på mig, har stemt på personen mig. Og jeg ændrer ikke personlighed. Jeg vil stadig gå efter at kæmpe for de sager, jeg hele tiden har gjort.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.