
SILKEBORG: Systemerne bliver trimmet med hjælp fra en konsulent fra Danfoss. Målet er at få varmeanlæggene til at køre optimalt og udnytte varmen i vandet godt nok.
- Problemet er, at vi betaler mange penge i afkølingsbidrag til fjernvarmeværket, hvis det vand, vi sender retur ikke er afkølet nok, forklarer Thomas Lyngvad.
Balleskolen har allerede været gennem et EnergyTrim, som gennemgangen kaldes.
Det har resulteret i, at det vand, som løber retur til fjernvarmeværket nu er afkølet med 33 grader i modsætning til 20 grader, som det var før. Det sparer 30.000 kr. om året.
Udover at trække så meget varme ud af fjernvarmevandet som muligt, bliver anlæggene også justeret, så de ikke kører, når der ikke er folk i bygningerne fx om natten, i ferier og weekender, og varmeanlæggene og pumper skal slukkes om sommeren.
Også gevinster i nye bygninger
Det er ikke kun i de ældre bygninger, der er noget at hente. På Buskelundskolen, som er en af kommunens nyere skoler, har de opnået en besparelse på 30 pct. efter at have gennemgået et EnergyTrim. Især om sommeren er der noget at hente. I Juni sparer skolen op til 60 pct. på varmeforbruget.
Michael Dahl, som er teknisk serviceleder på Buskelundskolen, er meget tilfreds med processen og resultatet.
- Ved gennemgangen af vores anlæg har vi fundet konstruktionsfejl, som har været der fra begyndelsen. Det er fx ventiler, der ikke virker ordentlig, eller rør, der er forbundet forkert.
Og gennemgangen af anlægget fungerer også som en slags uddannelse af det tekniske personale.
- Vi får et kompetenceløft. Vi lærer vores systemer grundigt at kende, og vi lærer at presse citronen - dvs. at presse så meget varme ud af varmeanlægget som muligt, forklarer Michael Dahl.
Sundt købmandskab
Kommunen kan også spare penge som resultat af projektet, fordi der bliver sparet en masse naturgas og fjernvarme. I alt kan der spares om mod 2 millioner kr. på driftsbudgettet hvert år fremover. Projektet kræver en investering på ca. ½ million kr., så det vil kunne betale sig hjem på under 1 år. Derudover sparer kommunen også penge, når der ikke længere skal betales afkølingsbidrag til fjernvarmeselskabet.
Kommunen har allerede lavet EnergyTrim på 10 af kommunens institutioner og skoler. I løbet af 2010-2011 skal yderligere 40 institutioner igennem turen. Kommunen begynder med de institutioner, der har det største forbrug og dermed mest at spare.
Ekspempler på skoler og institutioner der har gennemgået EngergyTrim:
Buskelundskolen
Skolen er opført i tre etaper i perioden 1998-2006 - altså en af kommunens nyeste skoler fuldt udbygget med styring og overvågning af alle tekniske anlæg.
Teknisk Serviceleder Michael Dahl og Danfoss har indtil videre reduceret energiforbruget med 112MWh sammenlignet med graddøgnskorrigeret forbrug i 2008 og 2009. Samtidig har aftalen afsløret flere fejl i de tekniske anlæg, som heldigvis kunne udbedres indenfor garantien.
Skovbuen (integreret daginstitution)
Daginstitutionen er opført i 2005 og er blandt kommunens største daginstitutioner. Bygningen er stort set udelukkende opvarmet med gulvvarme. Fra bygningen blev taget i brug oplevede personalet store problemer med svingende temperaturer i rummene. I nogle rum var der aldrig mere end 16 grader og i andre rum 'kogte' gulvet. På trods af flere forsøg på at forbedre forholdene lykkedes det ikke for hverken rådgivere eller entreprenørerne at forbedre forholdene nævneværdigt. Som en sidste udvej prøvede vi at tegne en Energytrim-aftale med Danfoss. Efter få måneder var komforten forbedret, så der var en ensartet tilpas temperatur overalt i institutionen. Samtidigt er energiforbruget faldet med 30 pct.
Balleskolen
Balleskolen er en af kommunens største skoler, og også en af kommunens største varmeforbrugere. Derudover har skolen i flere år afkølet fjernvarmevandet for lidt, hvilket har medført årlige ekstraudgifter på ca. 30.000 kr. i afkølingsbidrag. Allerede 2 måneder inde i aftalen med Danfoss var afkølingen ændret fra 20 grader til 33 grader. Samtidig har skolen reduceret sit energiforbrug over 100 MWh i 2010 sammenlignet med graddøgnskorrigeret forbrug i 2008 og 2009.
Skolens serviceleder Anders Ibsen har også fået lært rigtig meget om skolens varmesystem, og er ikke så bange for at dreje på knapperne som før i tiden.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.