Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Seks-byer med fuld kraft for job-indsats

80 politikere og embedsmænd mødes i Aalborg tirsdag for at udvikle ideer til fremtidens arbejdsmarked
9. MAR 2012 5.53

• Hvad kan vi gøre for at udvikle medarbejdernes kompetencer, så Danmark kan klare sig i en globaliseret verden?
• Hvordan åbner vi fremtidens arbejdsmarked for udsatte borgere, som er langt fra det ordinære arbejdsmarked?

Disse og mange andre spørgsmål drøfter repræsentanter fra seks af Danmarks største kommuner på en stor fælles konference i Aalborg tirsdag d. 13. marts.

De seks kommuner, København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers, vil i fællesskab udvikle idéer til fremtidens arbejdsmarked. Resultaterne fra mødet vil blive sendt til regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Disse tre parter indleder snart de såkaldte trepartsforhandlinger.

Uddannelse betyder alt
På konferencen skal deltagerne blandt andet drøfte idéer til, hvordan vi styrker alle medarbejdergruppers kompetencer.

- Om nogle få år mangler vi 160.000 fagligt uddannede borgere. Og vi har til gengæld et overskud af 122.000 borgere uden tilstrækkelig uddannelse. Disse tal er skræmmende og kræver politisk handling, fortæller Mai-Britt Iversen (S), rådmand for Familie- og Beskæftigelse i Aalborg og initiativtager til konferencen.

Målet med konferencen er, at de seks kommuners politikere i fællesskab vedtager en samlet politisk udtalelse. Udtalelsen vil ifølge planen indeholde anbefalinger til trepartsforhandlingerne mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Fakta om konferencen 'Fuld kraft bag beskæftigelsesindsatsen':

• I alt ca. 80 politikere og embedsfolk fra de seks kommuner er inviteret
• Konferencen finder sted på 6. etage i Nordkraft, Kjellerups Torv, 9000 Aalborg
• Programmet byder på oplæg fra forskere med speciale i arbejdsmarkedet. Herefter skal alle deltagerne i arbejdsgrupper drøfte emner som 'En kvalificeret arbejdsstyrke', 'Fremtidens forsørgelsessystem' m.fl.
• Til slut skal alle politikerne samles for at vedtage en fælles udtalelse, som vil blive sendt til regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen forud for de såkaldte trepartsforhandlinger.