Antal nye smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.
Foto: Statens Serum Institut

Så er der igen lidt flere smittede og indlagte

116 nye personer er testet positiv siden i går, heraf 21 i Aarhus. Højest niveau i Aarhus, Rødovre, Ishøj, Randers, Skive og Glostrup.
20. AUG 2020 14.52
TEMA: Corona

Tirsdag var der 115 nye smittede, onsdag faldt antallet til 85 - det laveste antal i ni dage - og i dag er vi igen oppe på 116 nye coronasmittede det seneste døgn. Det viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Heraf er der igen flest nye smittede i Aarhus, nemlig 21. Så det er ikke uden grund, at de særlige foranstaltninger i kommunen fortsætter lidt endnu. 

Derudover er der siden i går registreret 18 nye tilfælde i København, otte i Odense, fem i Syddjurs, fire i Aalborg og Rødovre, tre i Esbjerg og Holstebro samt to, én eller nul i resten af kommunerne. 

Næsten halvdelen af dem har en eller flere nye smittede det seneste døgn.

Antallet af indlagte er steget med fire til 20, og der er fortsat én indlagt i respirator på intensiv.

Rødovre og Skive steget

Ser man på smitteniveauet pr. 100.000 indbyggere  den seneste uge, er Rødovre og Skive nu med blandt de hårdest ramte. Højeste tal er:

  • Aarhus 51,3
  • Rødovre 27,1
  • Ishøj 26,3
  • Randers 24,5
  • Skive 21,8
  • Glostrup 21,5
  • Brøndby 20,0

Silkeborg er nu helt nede på 9,5, og derfor må det stå klart, at kommunen slipper af med sine særlige restriktioner fra på mandag. Også Ringsted har lave tal.

I Aarhus slås man derimod stadig. 

To skoler har i dag fået lov til at tage nødundervisning i brug på grund  af risikoen  for yderligere spredning af smitten. Det gælder Sødalskolen og Engdalskolen, hvor man vil indføre mindre hold, mere afstand og hjemmeundervisning i maksimalt fire uger.

I alt er 29 elever og tre medarbejdere på folkeskolerne i Aarhus smittet, og flere end 500 elever og 150 medarbejdere har været sendt hjem. Det har fået kommunen til - efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed - at opdatere skolernes drejebøger og give plads til mere fleksibel planlægning af hverdagen.

- Nye tiltag kan komme i spil, så vi kan gennemføre skoledagen bedst muligt. Det kan være at prioritere store fag fremfor små eller måske at udskyde et valgfag til senere. Det kan også komme på tale at genindføre fjern- eller nødundervisning i en klasse eller en årgang på den enkelte skole i en afgrænset periode siger børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF).

Plejecenter i Greve ramt

I Greve er en ansat på et plejecenter testet positiv for corona, oplyser kommunen. Det er tilfælde af corona på et af kommunens plejecentre. Alle 17 beboere og medarbejderne bliver nu testet, der anvendes ekstra værnemidler, og der er lukket for besøg.

Se seruminstituttets interaktive kort med ugetal her.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job