Henvisningen til oppositionsbænken slog begge partier ud af kurs og har ført til den aktuelle krise i Det radikale Venstre, lyder analysen fra Holbæks radikale borgmester i en samtale med dknyt>>
10. MAJ 2007 8.30
Det radikale Venstre har malet sig op i hjørne uden indflydelse.
Sådan analyserer Holbæks radikale borgmester, Jørn Sørensen, den situation, der siden i går eftermiddags skyllede hen over Danmark som politisk historieskrivning ? nemlig da Naser Khader, Anders Samuelsen, begge radikale toppolitikere, og det konservative EU-parlamentsmedlem, Gitte Seeberg, meddelte, at de var brudt ud af deres gamle partier og havde dannet Ny Alliance.
- Det hele begyndte i 2001, da S og R måtte gå i opposition. De havde svært ved at finde deres ben i den nye rolle, og samtidig leverede Dansk Folkeparti de stemmer, som VK-regeringen havde brug for til at gennemføre sin politik, siger Jørn Sørensen.
- Det er ikke nemt bare at gå rundt og være sur. Nyrup forblødte og måtte overgive den røde fane til Mogens Lykketoft. De radikale var overbeviste om, at de nok skulle komme med igen næste gang.
Totalt uden for indflydelse
Og de radikale fik ganske rigtigt også et forrygende valg.
- Men når et parti får et godt valg, vil det også have indflydelse, konstaterer Jørn Sørensen.
- Men hvad gjorde de radikale? De satte sig uden for indflydelse og gik ikke engang med omkring den nye kommunalreform, den største, der nogensinde er lavet.
- Socialdemokraterne fandt en ny leder, og de radikale var stadig totalt uden for indflydelse.
Fem ultimative krav
Jørn Sørensen ridser historien op således:
- For et år siden spillede de radikale ud med et nyt program: Den anden vej. Samtidig brød de med Socialdemokraterne og afviste på en anden side også samarbejde med Fogh, og pegede derfor Marianne Jelved som statsminister. Oveni stillede de radikale fem ultimative krav - noget helt uhørt i radikal politik. De tog med andre ord skyklapperne fra den ene øje, men beholdt dem på det andet.
- Hvordan kan nogen forestille sig, at et parti med fem ultimative krav i baglommen, kan få et af de store partier til at gå med i noget som helst, uden at det får statsministerposten? spørger Jørn Sørensen.
- Det er da helt forståeligt, at Fogh vælger at satse på Dansk Folkepartis sikre opbakning. De leverer stemmerne til regeringens politik.
Godt at nogen byder sig til
Som Jørn Sørensen ser det, er det godt, når to fremtrædende radikale politikere vælger at gå og i hovedlinierne proklamerer en radikal politik med en tilføjelse om, at de er villige til at pege på begge parter til forhandlinger.
Hvis den fastlåste situation skal brydes op, er nogen nødt til at byde sig til, mener han.
- Anders Fogh er meget disciplineret og bestemt til kontraktpolitik. Det er Marianne Jelved ikke. Det er ingen hemmelighed, at kemien mellem de to for at sige det mildt ikke er god. Marianne kan ikke overvinde sin aversion. Derfor bliver situationen så fastlåst. Det er altså svært at få indflydelse uden at række hånden frem trods andres facon, siger Holbæk-borgmesteren.
- Men nu får Fogh hele to heste at spille på. Og så er der selvfølgelig stadig DF. Selv med en hård topstyring, ved vi vist alle, at det er en flok, der ikke er til at styre.
Jelved vil gå med manér
Skal Marianne Jelved gå af nu?
- Nej, ikke nødvendigvis - og det gør hun ikke! Marianne finder sig ikke i en situation, hvor det er andre, der skal tvinge hende til at gå af.
- Hun har haft en lang og glorværdig karriere, og hun vil gerne gå med manér. Jeg kunne forestille mig, at hun måske hen over sommeren trækker sig som gruppeformand og overlader posten til Margrethe Vestager for at lægge an til et glidende generationsskifte. Samtidig kan partiet jo benytte lejligheden til at komme tilbage til den vigtige dyd: Det drejer sig ikke om, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om.
Marianne skal simpelt have skabt en situation, hvor det er hende, der træffer beslutningen om at gå. Hende, der bestemmer.
- Kommer vi tilbage dertil, bliver jeg i partiet, siger Jørn Sørensen.
Sådan analyserer Holbæks radikale borgmester, Jørn Sørensen, den situation, der siden i går eftermiddags skyllede hen over Danmark som politisk historieskrivning ? nemlig da Naser Khader, Anders Samuelsen, begge radikale toppolitikere, og det konservative EU-parlamentsmedlem, Gitte Seeberg, meddelte, at de var brudt ud af deres gamle partier og havde dannet Ny Alliance.
- Det hele begyndte i 2001, da S og R måtte gå i opposition. De havde svært ved at finde deres ben i den nye rolle, og samtidig leverede Dansk Folkeparti de stemmer, som VK-regeringen havde brug for til at gennemføre sin politik, siger Jørn Sørensen.
- Det er ikke nemt bare at gå rundt og være sur. Nyrup forblødte og måtte overgive den røde fane til Mogens Lykketoft. De radikale var overbeviste om, at de nok skulle komme med igen næste gang.
Totalt uden for indflydelse
Og de radikale fik ganske rigtigt også et forrygende valg.
- Men når et parti får et godt valg, vil det også have indflydelse, konstaterer Jørn Sørensen.
- Men hvad gjorde de radikale? De satte sig uden for indflydelse og gik ikke engang med omkring den nye kommunalreform, den største, der nogensinde er lavet.
- Socialdemokraterne fandt en ny leder, og de radikale var stadig totalt uden for indflydelse.
Fem ultimative krav
Jørn Sørensen ridser historien op således:
- For et år siden spillede de radikale ud med et nyt program: Den anden vej. Samtidig brød de med Socialdemokraterne og afviste på en anden side også samarbejde med Fogh, og pegede derfor Marianne Jelved som statsminister. Oveni stillede de radikale fem ultimative krav - noget helt uhørt i radikal politik. De tog med andre ord skyklapperne fra den ene øje, men beholdt dem på det andet.
- Hvordan kan nogen forestille sig, at et parti med fem ultimative krav i baglommen, kan få et af de store partier til at gå med i noget som helst, uden at det får statsministerposten? spørger Jørn Sørensen.
- Det er da helt forståeligt, at Fogh vælger at satse på Dansk Folkepartis sikre opbakning. De leverer stemmerne til regeringens politik.
Godt at nogen byder sig til
Som Jørn Sørensen ser det, er det godt, når to fremtrædende radikale politikere vælger at gå og i hovedlinierne proklamerer en radikal politik med en tilføjelse om, at de er villige til at pege på begge parter til forhandlinger.
Hvis den fastlåste situation skal brydes op, er nogen nødt til at byde sig til, mener han.
- Anders Fogh er meget disciplineret og bestemt til kontraktpolitik. Det er Marianne Jelved ikke. Det er ingen hemmelighed, at kemien mellem de to for at sige det mildt ikke er god. Marianne kan ikke overvinde sin aversion. Derfor bliver situationen så fastlåst. Det er altså svært at få indflydelse uden at række hånden frem trods andres facon, siger Holbæk-borgmesteren.
- Men nu får Fogh hele to heste at spille på. Og så er der selvfølgelig stadig DF. Selv med en hård topstyring, ved vi vist alle, at det er en flok, der ikke er til at styre.
Jelved vil gå med manér
Skal Marianne Jelved gå af nu?
- Nej, ikke nødvendigvis - og det gør hun ikke! Marianne finder sig ikke i en situation, hvor det er andre, der skal tvinge hende til at gå af.
- Hun har haft en lang og glorværdig karriere, og hun vil gerne gå med manér. Jeg kunne forestille mig, at hun måske hen over sommeren trækker sig som gruppeformand og overlader posten til Margrethe Vestager for at lægge an til et glidende generationsskifte. Samtidig kan partiet jo benytte lejligheden til at komme tilbage til den vigtige dyd: Det drejer sig ikke om, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om.
Marianne skal simpelt have skabt en situation, hvor det er hende, der træffer beslutningen om at gå. Hende, der bestemmer.
- Kommer vi tilbage dertil, bliver jeg i partiet, siger Jørn Sørensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
