dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ryanair får stor rabat i København

Selv om Ryanair bliver skarpt kritiseret for social dumping, har flyselskabet fået gode vilkår i Københavns Lufthavn
30. APR 2015 7.13

KØBENHAVN: Ryanair får en klækkelig rabat i Københavns Lufthavn, som formodentlig løber op i millioner af kroner. Det skriver Avisen.dk.

Præcis hvor meget rabat, Ryanair får i lufthavnen, vides ikke, for det er en hemmelighed. Eller som pressechef i Københavns Lufthavne A/S, Søren Hedegaard, skriver til Avisen.dk:
- Detaljerne i vores opstarts-rabatter er en sag mellem os og flyselskabet.

Han henviser til reglerne for rabatterne, som kan læses på lufthavnens hjemmeside. Går man ned i detaljerne for reglerne, når man hurtigt frem til, at der må blive tale om millioner af kroner i rabat.

Støtten til Ryanair vækker vrede i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus.
- Det er amoralsk, så det basker, Finn Rudaizky medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti til Avisen.dk.

Kommunale støttelkroner
Københavns Kommune samarbejder med Copenhagen Connected, der arbejder for at få flere flyselskaber til København. Kommunen giver årligt to mio. kr. i tilskud til Copenhagen Connected. Ingen af pengene til Copenhagen Connected er dog gået til samarbejde med selskabet Københavns Lufthavne A/S om at lokke Ryanair til byen.

Derimod bruger Københavns Lufthavne A/S af egen lomme penge på at give Ryanair en klækkelig rabat i starten. For eksempel kan lufthavnen give helt op til 90 pct. i rabat på passagerafgiften.

Rudaizky mener derfor, at Københavns Kommune indirekte yder støtte til Ryanair og har taget initiativ til en debat om flyselskabet på et møde her torsdag aften i Borgerrepræsentationen. Han vil plædere for, at Københavns Kommune skal afholde sig fra indirekte at støtte Ryanair, og at kommunen ikke skal købe så meget som én flybillet hos Ryanair.

- Det er amoralsk, at Københavns Lufthavne A/S på den ene side får støtte fra Copenhagen Connected, når den så samtidig giver kæmpe rabatter til Ryanair, siger Finn Rudaizky til Avisen.dk.

Københavns Lufthavne A/S vil ikke kommentere Finn Rudaizkys kritik.

Borgmester afviser kritik
Finn Rudaizky skal dog ikke regne med, at han får nogen støtte fra Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

- Jeg vil gerne slå fast én gang for alle: Ryanair har ikke fået én krone fra Copenhagen Connected. Så derfor kan jeg faktisk ikke se, hvordan Finn Rudaizky når frem til, at kommunen indirekte støtter Ryanair, skriver Frank Jensen til Avisen.dk

Adspurgt om han bringer Ryanair på banen, når han møder repræsentanter for lufthavnen, skriver han:

- Blot for lige at gøre det helt klart: Kommunen ejer ikke lufthavnen, så det er ikke os, der bestemmer. Men vi kan tale med lufthavnen - og det gør vi hyppigt, skriver Frank Jensen og fortsætter:

- Det er sådan, at lufthavnen ikke kan nægte Ryanair - eller andre selskaber - adgang til lufthavnen. De kan heller ikke afskære Ryanair fra at få den samme rabat, som gives til alle selskaber, der etablerer sig. Der er de bundet af internationale aftaler og EU-regler, skriver han til Avisen.dk.

 

kil

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ryanair-faar-stor-rabat-i-koebenhavn

GDPR