dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Rigsrevision advarer om nye problemer med inddrivelse i Skat

Genopretningen efter Skats skandaleramte inddrivelsessystem EFI kører langt fra efter planen
28. AUG 2018 8.46

Rigsrevisionen er bekymret for, at afløser for skandaleramt inddrivelsessystem kan give nye milliardtab. Arbejdet med at få inddrivelsen af gæld til staten fuldt op at køre er fyldt med så mange problemer, at der er alvorlig risiko for forsinkelser og nye tab i milliardklassen. Det konkluderer Rigsrevisionen i en rapport, skriver Berlingske.

I rapporten betragter statens kontrollerende revisor 'med bekymring' de foreløbige udfordringer, Skatteministeriet og skattevæsenet har med inddrivelsen og EFI's afløser, PSRM.

- Rigsrevisionen konstaterer, at der er væsentlige risici for forsinkelser og for yderligere provenutab, inden inddrivelsen kan forventes at være normaliseret, står der i rapporten.

Mens det nye system er under opbygning, er de samlede restancer i 2017 steget fra 98,1 til 108,6 mia. kr. Det er sket på trods af afskrivninger på 4,4 mia. kr., og selv om skattevæsenet inddriver mere gæld end før EFI blev suspenderet.

'Betydelige tab'
Frygten er nu, at voksende restancer vil gøre gælden svær at inddrive. Det kan 'medføre betydelige tab for det offentlige'. I rapporten sår Rigsrevisionen tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at inddrive gælden, inden en stor del af restancerne bliver forældede i 2021.

Rapporten får flere partier til at rette kritik mod skatteminister Karsten Lauritzen (V). Både Enhedslistens, SF's og Socialdemokratiets ordførere på området beskylder ministeren for ikke at informere om problemerne.

Ministeren afviser at have tegnet et for pænt billede af det nye system.

- Tværtimod har jeg sagt gentagne gange, at det kommer til at tage en årrække, før man kan få rettet op på problemerne i gældsforvaltningen, siger Karsten Lauritzen til avisen.


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/rigsrevision-advarer-om-nye-problemer-med-inddrivelse-i-skat

GDPR