KRONIK: Man kan med fuld ret diskutere, om ikke man bliver nødt til at opfinde regionerne, hvis man afskaffer dem, skriver Henning Gjellerod (S), rådsmedlem i Region Midtjylland
Region Midtjylland er i krise efter den fatale beslutning om at placere et nyt storhospital i Gødstrup i nærheden af (men ikke bynært i forhold til) Herning. Og flere politiske partier er på regionalt plan ramt af dyb splittelse. Det gælder ikke mindst de konservative, de radikale og socialdemokraterne.
Mindre end halvandet år er der til næste valg. Dette sammenholdt med udsigten til en sparerunde i milliardklassen og vedtagelsen i det kommende efterår af en hospitalsplan for regionen, må det forudses, at det bliver overordentlig svært at klinke skårene. Skellet mellem de fem byer (Randers, Horsens, Viborg Silkeborg og Herning), der foruden Århus er udset til at vokse og skabe vækst i regionen samt resten af regionen, vil blive kraftigt uddybet.
Skude på kollisionskurs
Sagt på en anden måde: Folk, der bor udenfor disse seks byer, vil føle sig sat udenfor. Ikke nok med, at mange er nødt til at pendle for at komme på arbejde. Men man vil også fornemme, at man skal transportere sig selv længere og længere til alt muligt, til bibliotek, kommunekontor, læge, speciallæge og hospital eksempelvis. Med høje brændstofpriser og krav om mindre CO2 udledning vil man føle sig særlig hårdt ramt. At Midttrafik er nødt til at skære ned på den kollektive trafik i netop disse områder, gør jo ikke sagen lettere.
Resultatet af processen vil vise sig i løbet af foråret og sommeren 2009, når de politiske partier skal opstille kandidater til regionsrådsvalget, der finder sted i november samme år. Vil det være muligt at rekruttere kandidater til en skude på kollisionskurs? Regionen vil meget let blive skydeskive for hele strukturreformen, som førte til de omfattende sammenlægninger af kommunerne og nedlæggelse af amterne.
De tre ovennævnte partier vil få deres besvær, men heller ikke partiet Venstre vil gå ram forbi. Det er jo netop dette parti, der bærer hovedansvaret for det selvdestruktive element, der er indbygget i strukturreformen, som den blev vedtaget over hals og hoved i sommeren 2004. Regionerne kom til verden, fordi man ikke i VK regeringen og Dansk Folkeparti kunne blive enige om helt at afskaffe amterne.
Alt for mange i rådene
Opdelingen af regionsrådet i det egentlige råd, som udgøres af medlemmerne af det såkaldte forretningsudvalg samt resten af regionsrådsmedlemmerne, der rettelig burde betegnes som medlemmer af repræsentantskabet, er i sig selv håbløs og aldeles utilfredsstillende for alle valgte til regionsrådet.
At der er alt for mange medlemmer af regionsrådet (41 i alt), og at aflønningen af dette i virkeligheden betydeligt ansvarsfulde tillidshverv er alt for lavt, er en helt anden sag, som bestemt heller ikke virker befordrende for muligheden for at finde kandidater. Udbuddet af forhenværende amtsrådsmedlemmer, der er fortrolige med netop den form for livsstil, man må praktisere som regionsrådsmedlem, er selvsagt aftagende.
Tilblivelsen af regionerne var kaotisk. Den var alt for dårligt planlagt, den gik alt for hurtigt, og de økonomiske konsekvenser var slet ikke belyst i tilstrækkelig grad, udover at nogen mente, at der var penge at spare.
Man skal imidlertid ikke se bort fra, at det selvdestruktive element i konstruktionen muligvis var planlagt. De konservative og Dansk Folkeparti ville helt af med amterne, og det samme var tilfældet med dele af Venstre, specielt den del, der tilhører den nyliberale højrefløj i partiet.
Sundhed til staten
Man kan forledes til at tro, at visse elementer - her i blandt ikke mindst embedsmænd i den centrale administration - har skønnet, at regionerne kunne få lov at bestå i to valgperioder. I disse otte år kunne de så passende sættes til at gennemføre hårdt tiltrængte reformer af hele hospitals- og sundhedssektoren med virkelig upopulære beslutninger til følge. Faktisk er der meget, der tyder på, at sådan forholder det sig.
Man skal derfor ikke fraskrive sig muligheden af, at det vil lykkes at kvæle regionerne, og i givet fald fordele administrationen af regionernes forvaltningsområde mellem Staten og kommunerne.
Hospitals- og sundhedsvæsenet vil i så fald uden tvivl overgå til Staten, som så kan beslutte sig til at udnævne professionelle bestyrelser for de enkelte hospitalsenheder. Disse vil selvsagt være helt og aldeles underlagt de økonomiske betingelser, som den siddende regering udstikker. Resultatet vil blive, at beslutninger træffes endnu længere væk fra borgernes hverdag, og processen vil næppe bidrage til større tilfredshed endsige forståelse i befolkningen.
Vigtigt med afklaring
Kommunerne kan sagtens tænkes at tage imod de ved regionernes afvikling tilkomne opgaver med kyshånd, men de vil meget hurtigt erfare, at mange af de regionale opgaver, skal og bør løses i større enheder. De vil være nødt at samarbejde på tværs i betydeligt højere grad, end de er i dag.
De vil blive nødt til at oprette flere fælles administrative funktionsenheder. Det gælder eksempelvis for alle de EU-relaterede opgaver, der nu varetages af regionerne. Det gælder ligeledes den overordnede planlægning af hele uddannelsesområdet over folkeskoleniveau.
Det er her værd at minde om, at amterne faktisk var meget dygtige til at administrere de områder, der var tildelt dem, og at de havde oparbejdet stor ekspertise indenfor mange felter. Tænk bare på specialforsorgen og de virkelige tunge socialforsorgs opgaver, samt råstofforvaltning, miljø og planlægning, uddannelse og kultur.
Man kan med fuld ret diskutere om ikke, man bliver nødt til at opfinde regionerne, hvis man afskaffer dem.
Under alle omstændigheder, er det påkrævet, at alle politiske partier gør sig klart, hvad de vil med regionerne på sigt. Det gælder ikke mindst de partier (S, SF og R), som af særdeles gode grunde meldte sig ud af forhandlingerne om strukturreformen i 2004.
Henning Gjellerod
Regionsrådsmedlem (S)
Mejdal, Holstebro
Mindre end halvandet år er der til næste valg. Dette sammenholdt med udsigten til en sparerunde i milliardklassen og vedtagelsen i det kommende efterår af en hospitalsplan for regionen, må det forudses, at det bliver overordentlig svært at klinke skårene. Skellet mellem de fem byer (Randers, Horsens, Viborg Silkeborg og Herning), der foruden Århus er udset til at vokse og skabe vækst i regionen samt resten af regionen, vil blive kraftigt uddybet.
Skude på kollisionskurs
Sagt på en anden måde: Folk, der bor udenfor disse seks byer, vil føle sig sat udenfor. Ikke nok med, at mange er nødt til at pendle for at komme på arbejde. Men man vil også fornemme, at man skal transportere sig selv længere og længere til alt muligt, til bibliotek, kommunekontor, læge, speciallæge og hospital eksempelvis. Med høje brændstofpriser og krav om mindre CO2 udledning vil man føle sig særlig hårdt ramt. At Midttrafik er nødt til at skære ned på den kollektive trafik i netop disse områder, gør jo ikke sagen lettere.
Resultatet af processen vil vise sig i løbet af foråret og sommeren 2009, når de politiske partier skal opstille kandidater til regionsrådsvalget, der finder sted i november samme år. Vil det være muligt at rekruttere kandidater til en skude på kollisionskurs? Regionen vil meget let blive skydeskive for hele strukturreformen, som førte til de omfattende sammenlægninger af kommunerne og nedlæggelse af amterne.
De tre ovennævnte partier vil få deres besvær, men heller ikke partiet Venstre vil gå ram forbi. Det er jo netop dette parti, der bærer hovedansvaret for det selvdestruktive element, der er indbygget i strukturreformen, som den blev vedtaget over hals og hoved i sommeren 2004. Regionerne kom til verden, fordi man ikke i VK regeringen og Dansk Folkeparti kunne blive enige om helt at afskaffe amterne.
Alt for mange i rådene
Opdelingen af regionsrådet i det egentlige råd, som udgøres af medlemmerne af det såkaldte forretningsudvalg samt resten af regionsrådsmedlemmerne, der rettelig burde betegnes som medlemmer af repræsentantskabet, er i sig selv håbløs og aldeles utilfredsstillende for alle valgte til regionsrådet.
At der er alt for mange medlemmer af regionsrådet (41 i alt), og at aflønningen af dette i virkeligheden betydeligt ansvarsfulde tillidshverv er alt for lavt, er en helt anden sag, som bestemt heller ikke virker befordrende for muligheden for at finde kandidater. Udbuddet af forhenværende amtsrådsmedlemmer, der er fortrolige med netop den form for livsstil, man må praktisere som regionsrådsmedlem, er selvsagt aftagende.
Tilblivelsen af regionerne var kaotisk. Den var alt for dårligt planlagt, den gik alt for hurtigt, og de økonomiske konsekvenser var slet ikke belyst i tilstrækkelig grad, udover at nogen mente, at der var penge at spare.
Man skal imidlertid ikke se bort fra, at det selvdestruktive element i konstruktionen muligvis var planlagt. De konservative og Dansk Folkeparti ville helt af med amterne, og det samme var tilfældet med dele af Venstre, specielt den del, der tilhører den nyliberale højrefløj i partiet.
Sundhed til staten
Man kan forledes til at tro, at visse elementer - her i blandt ikke mindst embedsmænd i den centrale administration - har skønnet, at regionerne kunne få lov at bestå i to valgperioder. I disse otte år kunne de så passende sættes til at gennemføre hårdt tiltrængte reformer af hele hospitals- og sundhedssektoren med virkelig upopulære beslutninger til følge. Faktisk er der meget, der tyder på, at sådan forholder det sig.
Man skal derfor ikke fraskrive sig muligheden af, at det vil lykkes at kvæle regionerne, og i givet fald fordele administrationen af regionernes forvaltningsområde mellem Staten og kommunerne.
Hospitals- og sundhedsvæsenet vil i så fald uden tvivl overgå til Staten, som så kan beslutte sig til at udnævne professionelle bestyrelser for de enkelte hospitalsenheder. Disse vil selvsagt være helt og aldeles underlagt de økonomiske betingelser, som den siddende regering udstikker. Resultatet vil blive, at beslutninger træffes endnu længere væk fra borgernes hverdag, og processen vil næppe bidrage til større tilfredshed endsige forståelse i befolkningen.
Vigtigt med afklaring
Kommunerne kan sagtens tænkes at tage imod de ved regionernes afvikling tilkomne opgaver med kyshånd, men de vil meget hurtigt erfare, at mange af de regionale opgaver, skal og bør løses i større enheder. De vil være nødt at samarbejde på tværs i betydeligt højere grad, end de er i dag.
De vil blive nødt til at oprette flere fælles administrative funktionsenheder. Det gælder eksempelvis for alle de EU-relaterede opgaver, der nu varetages af regionerne. Det gælder ligeledes den overordnede planlægning af hele uddannelsesområdet over folkeskoleniveau.
Det er her værd at minde om, at amterne faktisk var meget dygtige til at administrere de områder, der var tildelt dem, og at de havde oparbejdet stor ekspertise indenfor mange felter. Tænk bare på specialforsorgen og de virkelige tunge socialforsorgs opgaver, samt råstofforvaltning, miljø og planlægning, uddannelse og kultur.
Man kan med fuld ret diskutere om ikke, man bliver nødt til at opfinde regionerne, hvis man afskaffer dem.
Under alle omstændigheder, er det påkrævet, at alle politiske partier gør sig klart, hvad de vil med regionerne på sigt. Det gælder ikke mindst de partier (S, SF og R), som af særdeles gode grunde meldte sig ud af forhandlingerne om strukturreformen i 2004.
Henning Gjellerod
Regionsrådsmedlem (S)
Mejdal, Holstebro
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
