Regeringen har mandag inviteret Folketingets partier til forhandlinger om den varslede nye inflationshjælp. Udgangspunkt er en ramme på 2,3 milliarder kroner.
Forhandlingerne vil starte tirsdag, oplyser finansminister Nicolai Wammen (S) på et kort pressemøde.
- Der er danske børnefamilier og pensionister, der er hårdt pressede økonomisk og tydeligt mærker den høje inflation, når elregningen skal betales, eller når man står ved kassen og handler dagligvarer, siger Nicolai Wammen.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tilføjer, at regeringen håber at lande en aftale inden vinterferien, der starter 13. februar.
Børnefamilier i fokus
Inflationshjælp var i oktober et af valgkampens største temaer. Siden er inflationen aftaget en smule i både november og december ifølge Finansministeriet. Men forventningen er, at den vil forblive "på et forhøjet niveau et godt stykke ind i 2023".
I regeringsgrundlaget fra december fremgår det, hvad regeringen blandt andet ønsker at bruge pengene til inflationshjælp på. Her lyder det, at ældre, som modtager ældrecheck, skal have yderligere 5000 kroner skattefrit.
Desuden skal en pulje på 300 millioner kroner gå til økonomisk udsatte børnefamilier. De penge var tidligere afsat til det midlertidige børnetilskud, som ikke blev videreført efter valget.
Regeringen vil også have fokus på "danskere, som opvarmer deres bolig med gasfyr, træpiller med videre".
De foreslåede tiltag i regeringsgrundlaget dækker ikke hele rammen på 2,3 milliarder, siger Nicolai Wammen. Derfor er der mulighed for, at partierne kan komme med ønsker i forhandlingerne, hvor Wammen håber på "en bred aftale".
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.