Mens regeringens finanslov for 2018 først ventes at blive præsenteret i næste uge, er Venstre og De Konservative i fuld gang med at dele pengegaver ud til flere mindre projekter rundt om i landet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Ifølge et internt regeringsnotat har VLAK-regeringen således afsat en millionpulje på den kommende finanslov til netop 'mindre initiativer', som regeringspartierne hver især har fået lov til at tage æren for i offentligheden.
For eksempel har Venstres sundhedsordfører Jane Heitman sammen med den lokale borgmester fået lov til at annoncere 8 mio. kr. årligt til et nyt center for lyst- og kystfiskeri i Assens. Og Mette Abildgaard (K), har eksempelvis sikret 2 mio. kr. til Øresundsakvariet i Helsingør.
Ret og pligt
Puljen på den kommende finanslov er på omkring 100 mio. kr., som er blevet fordelt mellem de tre regeringspartier. Af regeringsnotatet fremgår det dog, at Liberal Alliance har sendt sin pulje videre til forhandlingerne om lavere skatter.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, anerkender, at det udefra kan minde om 'sognerådspolitik', men han understreger, at folketingspolitikere også skal have blik for de mindre, lokale udfordringer.
- Vi skal jo være der, hvor borgerne er. Der er andre ting end overførselsindkomster og skatteudspil, der fylder i folks hverdag, siger han til Jyllands-Posten.
Mette Abildgaard er enig:
- Det er vores ret og pligt at prioritere mellem forskellige initiativer, siger hun til avisen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.