Politikere og grundejere vil bevare ulovlig kystsikring: Det virker
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Politikere og grundejere vil bevare ulovlig kystsikring: 'Det virker'

Ukendte gerningsmænd hældte i 2018 beton ned ad skrænten ved Lønstrup til ulovlig kystbeskyttelse. Sagen blev meldt til politiet, men kystbeskyttelsen står der stadig, og det kan den måske fortsætte med.

HJØRRING: Ingen ved endnu, hvem det var, der for to år siden hældte beton, sand og sten ned ad skrænten syd for Lønstrup i Nordjylland. Derfor er der selvsagt ingen, der er blevet dømt endnu, efter at Kystdirektoratet havde meldt sagen til politiet og Nordjylland Politi meldte ud, at der ville blive rejst krav om bøder og påbud om oprydning,  

Men i dag står den ulovlige kystsikring der stadig. Og nu er lokalpolitikerne i tvivl om, hvorvidt man egentlig vil beholde den ulovlige kystsikring, da den virker. Det skriver TV2 Nord. 

- Det er klart, at kystsikringen er ulovlig, men det er det, som skal gøres for at bevare klintens fasthed, siger Hjørrings teknik og miljøudvalgsformand Søren Smalbro (V) til TV2 Nord. 

Kystsikring ved netop Lønstrup har ellers været problematisk, da området er udpeget som Natura 2000-område, da det er såkaldt tilbagerykningsklint og derfor har nydt særlig beskyttelse. 

Også formand i grundejerforeningen Strandfogedgården, Lønstrup, mener, at man nu bør lade den ulovlige kystsikring ligge. 

- Betonen virker, det må vi sige, og det er for mig heller ikke overraskende. Derfor håber jeg, at man besinder sig og lader det ligge og lader det indgå i den løsning for kystsikringen, som man finder frem til. Det generer jo ikke nogen – især ikke nu, hvor det er groet til med græs, siger Erling Mikkelsen til Jyllands-Posten. 

Jyllands-Posten skriver, at to personer er sigtet i sagen: En 66-årig mand, som ejer et sommerhus tæt på Lønstrup Klint, og en 37-årig mand, som er i familie med den 66-årige. Det er usikkert, hvornår der eventuelt kommer en afgørelse i sagen. Det ser dog ud til, at kystsikringen får lov at stå indtil videre. 

- Det er ikke vores opgave. Det må være de mennesker, der har lavet det. Og jeg går da ud fra, at man kan finde frem til, hvad det er for en betonkanon, der har været derude, siger Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) til Jyllands-Posten. 

esl

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt