Organisationer: Socialt udsatte børn rammes hårdt af skolelukninger
Lukning af skoler og fx kriminalitetsforebyggende initiativer rammer udsatte børn hårdt. Arkivfoto.
Foto: Anthon Unger, Ritzau Scanpix

Organisationer: Socialt udsatte børn rammes hårdt af skolelukninger

Nedlukningen af en lang række tilbud målrettet sårbare børn og unge vil ramme børn fra ressourcesvage familier ekstra hårdt, lyder det fra Red Barnet og Børns Vilkår.
18. MAR 2020 9.25

Flere børn og unge i Danmark risikerer at blive overladt til sig selv eller ende i en sårbar situation, efter blandt andet skoler, daginstitutioner og fritidstilbud er lukket ned for at afbøde smitten af coronavirus.

Sådan lyder det ifølge Information fra Børns Vilkår og Red Barnet, der arbejder med socialt udsatte børn og unge. For nogle børn og unge er skolen og andre kommunale eller frivillige tilbud et pusterum fra en belastet familiesituation, forklarer Bente Boserup, der er seniorkonsulent i Børns Vilkår.

- Nogle gange er en god lærer en livline for de her børn. Der er nogle børn, der vil blive ladt meget alene nu, siger Bente Boseruptil avisen og bakkes op af generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen:

- Der er nogle børn i Danmark, som lever i svære situationer, og som normalt får afbræk fra en til tider tung hverdag. Der er ikke noget for dem nu, og det er bekymrende, siger hun.

KL oplyser i et notat, at blandt andet ungdomscentre, ungdomsklubber, PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og SSP, som forebygger kriminalitet blandt børn og unge og laver indsatser for kriminelle i alderen 18-25 år, ikke betragtes som vitale funktioner og dermed kan lukkes ned.

Organisationer lukker også initiativer
Det er ikke kun de kommunale tilbud, der nu lukker. Også organisationerne har som følge af regeringens tiltag sat deres aktiviteter på pause på ubestemt tid. Red Barnet har lukket deres klubber for sårbare børn og unge.

Johanne Schmidt-Nielsen peger på, at lukningerne udfordrer både børn og familier, og at det kan få konsekvenser for de udsatte børn.

- Der er nogle børn, som risikerer at bruge 14 dage på YouTube, og hvor forældrene ikke har overskud til at følge med på Aula og sørge for, at de kommer ud i den friske luft en gang imellem. Stemningen i hjemmet kan være meget trykket, fordi forældre har noget at kæmpe med. Det kræver noget at strukturere sådan en hverdag, når man er spærret inde i lejligheden. Det er bekymrende, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Bente Boserup fra Børns Vilkår fortæller, at henvendelserne til Børnetelefonen, hvor børn kan ringe ind for at få råd og vejledning, har ændret sig. I begyndelsen handlede børnenes henvendelser primært om frygten for at blive syg. Men nu er der blandt andet flere udsatte børn, der har ringet ind for eksempelvis at spørge, om de må tage kontakt til deres kontaktperson i kommunen.

Derfor opfordrer Bente Boserup til, at myndigheder, lærere og kommunale medarbejdere gør sig umage i denne tid.

Kommunerne skal træde til
Der er behov for, at kommunerne træder til og sikrer sig, at sårbare unge får den hjælp, de har brug for, mener Red Barnet.

- Dels er der brug for, at kommunerne allerede nu gør sig tanker om de børn, der normalt ville få helt nødvendige afbræk fra en svær hverdag derhjemme. Hvad gør man for at sørge for, at de børn er okay? Og så er der brug for et opfølgningsarbejde bagefter, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Information har forsøgt at få svar på, hvad kommunerne gør for at sikre sig, at sårbare unge får den hjælp, de har brug for, men KL er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) understreger, at udsatte børn skal have den nødvendige hjælp. Socialområdet er en af de kritiske funktioner, der er undtaget i forbindelse med hjemsendelse af offentligt ansatte. Det betyder også, at man ikke har stoppet 'al hjælp til børnene', siger hun.

- Det er meget vigtigt at få slået fast, at hvis børn skal anbringes eller har været udsat for vold, så skal kommunerne fortsat reagere, siger hun.

Hun indrømmer samtidig, at der vil være nogle børn, 'som kommer til at savne de sædvanlige aktiviteter i deres hverdag'.

- Det ærlige svar er, at vi står i en meget speciel situation, og der vil opstå problemer, vi ikke har mulighed for at forudse – dem prøver vi at være opmærksomme på ved at have tæt kontakt til organisationerne på området. Og det gælder også på den anden side af det her, siger hun til Information.

ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt