

ODENSE: På baggrund af den aktuelle bandesituation i Odense har Fyns Politi valgt midlertidigt at opgradere sikkerheden omkring byens borgmester Peter Rahbæk Juel (S). Det oplyser kommunen.
Det sker, efter at Peter Rahbæk Juel torsdag aften blev passet op af medlemmer fra banden Black Army på en tankstation på Nyborgvej i Odense, en episode som borgmesteren fredag anmeldte til Fyns Politi.
Episoden opstod, efter at borgmesteren gennem flere uger har været en markant figur i debatten omkring kriminelle bander. Med baggrund i dette og den aktuelle bandesituation i Odense har Fyns Politi nu valgt midlertidigt at opgradere sikkerheden omkring borgmesteren.
Odense Kommune har i sagens natur ingen kommentarer til de konkrete sikkerhedsforanstaltninger, oplyser chefen for borgmesterkontoret, Kåre Nygård Pedersen.
Borgmester: Afsporet adfærd
Det har borgmesteren til gengæld selv. På Facebook skriver han:
'Som jeg tidligere har fortalt, har jeg valgt at anmelde en episode med banden Black Army til politiet. Nu har Fyns Politi har besluttet midlertidigt at opgradere sikkerheden omkring mig. Derfor vil jeg i en periode have politibeskyttelse. Det er naturligvis en omvæltning, der gør indtryk. Men jeg sætter stor pris på, at der er nogen, der passer godt på mig.
I sidste ende handler det om, at vi som samfund har en udfordring med bander, der på brutal vis forsøger at pådutte os andre deres afsporede kriminelle adfærd. Det skal vi med fuld tryk stå sammen om at bekæmpe. Det har vi gjort i den senere tid - både nationalt med bandepakken og lokalt, hvor rigtig mange mennesker i Odense har vist, at de har fået nok af bandernes uacceptable aktiviteter.
Jeg vil gerne sige tak til politiet for deres professionelle håndtering. Samtidig vil jeg også gerne understrege, at mine daglige gøremål fortsætter.
Jeg er til møder, på gaden og generelt - som altid - ude blandt folk for at lytte.
I Odense står vi sammen – også mod banderne.'
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.