dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Odenses personale-reduktion godt i gang

Odense har fået fire pct. færre administrative medarbejdere på et år. I budget 2012 er der lagt op til at skære yderligere 500 årsværk væk
28. OKT 2011 6.25

ODENSE: Det har i en årrække i Odense Kommune ikke været muligt at reducere i administrationen, oplyser kommunen - primært på baggrund af en større mængde opgaver, som kommunen overtog fra Fyns Amt 1. januar 2007. Det var eksempelvis det specialiserede socialområde, miljøtilsyn og genoptræning efter hospitalsophold.

Derudover har beskæftigelsesreformen i forbindelse med kommunalreformen også givet ekstra administrativt arbejde.

Men nu går det den anden vej. Nye og helt aktuelle tal fra 2010 til 2011 viser, at det er lykkedes at skære ned på det administrative personale med hele fire procent. Ligeledes er der i budget 2012 lagt op til, at kommunen frem til 2015 skærer yderligere 500 årsværk væk blandt det administrative personale.

Effektiviseringer
- Det er naturligvis vores opgave hele tiden at sikre den bedste service til borgerne for de færreste skattekroner. Administrative medarbejdere tilfører også kommunen en masse værdi, men vi er samtidig nødt til at se i øjnene, at den økonomiske virkelighed er barsk med faldende skatteindtægter og en international økonomisk krise, siger stadsdirektør Jørgen Clausen.

- Konsekvensen er færre hænder til at levere den samme eller en bedre service. Derfor er det en fast del af vores budgetprogram hvert år se på, hvordan vi kan effektivisere mest muligt i den opgaveløsning, som skal understøtte kerneydelserne til borgerne, tilføjer han.

I Budget 2012 er digitalisering af journalskrivning, reduktion af sygefravær og bedre indkøb blot nogle af de effektiviseringer i administrationen, der tilsammen skal give besparelser for over en halv milliard kroner ud af en samlet drift på knap 10 milliard kroner.

Nye velfærdsydelser
Fremover vil også en helt ny opfattelse af velfærdsydelserne hos både borgere og medarbejdere i kommunen være afgørende for, om der kan leveres velfærd til borgerne med færre hænder.

- Derfor har byrådet vedtaget en ny velfærdsdagsorden, Ny virkelighed - ny velfærd, der kort sagt beskriver, hvordan vi via øget forebyggelse, samarbejde og fællesskaber med borgerne kan udvikle og sikre et ordentlig velfærdsniveau fremover, siger Jørgen Clausen.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/odenses-personale-reduktion-godt-i-gang

GDPR