DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Nytænkning skal give ekstra p-pladser i Kolding
Der bliver sat skilte op ved de nye p-pladser, som også kan ses og reserveres i appen Visitors.
Foto: Kolding Kommune

Nytænkning skal give ekstra p-pladser i Kolding

Kommunen har lejet private p-pladser, som bilisterne kan forhåndsreservere.
9. JUN 2021 15.30

KOLDING: Ligesom mange andre større byer mangler Kolding p-pladser i bymidten. I et forsøg på at afhjælpe problemet har kommunen fra den 15. juni lejet 140 pladser hos virksomheder, organisationer, boligselskaber m.fl., som bilister fremover kan bruge på lige fod med de kommunale.

- Nu gør vi det en lille smule lettere at finde en ledig p-plads, og man kan oven i købet booke de nye pladser på forhånd, så man er sikker på at have et sted at parkere, når man kommer frem, siger Jakob Ville (V), formand for teknik- og klimaudvalget.

- Samtidig er det en intelligent og bæredygtig løsning, hvor vi udnytter byens eksisterende p-pladser fuldt ud uden at skele til, om de er private eller kommunale.

Pladserne kan bookes via appen Visitors, og det er gratis for brugeren og uden tidsbegrænsning. 

En million om året

For kommunen koster det en lille million kr. årligt.

- Det er mange penge, men til sammenligning koster det over 100.000 kr. at etablere bare én p-plads i et nyt p-hus, og dertil kommer drift af p-huset, oplyser afdelingschef Heine Fischer Møller hos Trafik, Vej og Park.

Kommunen har indgået en treårig aftale med virksomheden ParkPrivate, som har screenet midtbyen for ledige private p-pladser. Derefter er der indgået aftale om foreløbig 140 pladser for at teste ordningen.

Hvis den bliver en succes, betragter Jakob Ville den deleøkonomiske løsning som et af flere initiativer til at håndtere parkeringsudfordringerne i bymidten.

- Det her løser ikke alle vores problemer. Vi er i gang med at lægge en langsigtet strategi, som formentlig indebærer, at der skal bygges et eller flere p-huse samtidig med, at vi forsøger at få flere til at køre sammen, bruge den kollektive trafik eller tage cyklen. Men Visitors er en dejlig fleksibel løsning, hvor vi hurtigt kan skrue op og ned for antallet af pladser. Den mulighed er rar at have - f.eks. når vi midlertidigt bliver nødt til at nedlægge eksisterende p-pladser i forbindelse med store byudviklingsprojekter, siger han.

ak