MIDTJYLLAND: Tre jyske organisationer forener kræfterne i et nyt analysesamarbejde, der skal styrke erhvervsudviklingen på tværs af 19 midtjyske kommuner.
Det er nærmere bestemt Business Region MidtVest, Business Region Aarhus og Erhvervshus Midtjylland, der sammen har dannet et nyt strategisk analysesamarbejde, hvis hensigt er, at skabe et stærkt vidensgrundlag, der kan være med til at løfte erhvervsudviklingen på tværs af regionen.
- Når vi samler kræfterne på tværs af erhvervsaktører, kan vi udarbejde analyser, der er både dybere og mere målrettede. Vi vil gøre det smartere, bruge skattekronerne bedre og bygge bro mellem aktører, siger Helle Berthold Rosenberg, CEO i Erhvervshus Midtjylland, og supplerer:
- Resultaterne skal ikke bare give indsigt, men også dokumentere baggrunden for nye erhvervsinitiativer og hjælpe os med at følge op på eksisterende indsatser.
Første opgave er klar til sommer
Samarbejdet har allerede taget hul på dets første opgave: En analyse af kompetenceforsyningen af det midtjyske arbejdsmarked.
Analysen skal blandt andet kortlægge, hvor der er ubalance mellem udbud og efterspørgsel på kompetencer. Samtidig vil den pege på muligheder og styrker for regionens erhvervsliv samt erhvervslivets behov for international arbejdskraft.
- Vi har allerede en stærk tradition for at arbejde med analyser, der understøtter erhvervsudviklingen i vores områder. Men ved at koordinere vores indsats kan vi bruge ressourcerne endnu bedre og sikre, at data bliver målrettet der, hvor det gør størst nytte. Vi undgår overlap og skaber samtidig et stærkere fundament for beslutninger i både kommunerne og erhvervslivet, forklarer Benjamin Holst, sekretariatschef i Business Region Aarhus.
Analysen forventes klar inden sommerferien 2025.
Mere om samarbejdet
- Business Region MidtVest består af kommunerne: Skive, Struer, Holstebro, Herning, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern og Lemvig.
- Business Region Aarhus består af kommunerne: Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus.
- Erhvervshus Midtjylland tilbyder uvildig sparring til virksomheder i de 19 jyske kommuner der udgør BRMV og BRAA.
Kilde: Erhvervshus Midtjylland
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.