Indenrigs- og Socialministeriet har den 15. februar 2010 udsendt et brev til kommunerne om den nye ordning for frokostmåltid i daginstitutioner. I brevet beskrives hovedpunkterne i den nye model. Der er ligeledes afklaring på enkelte af de spørgsmål, som forligspartiernes aftaletekst af 27. januar 2010 har rejst. Endelig præciserer brevet reglerne for overgangsordningen. Det oplyser Kommunernes Landsforening.
Den 27. januar 2010 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en ny aftale, der nu åbner mulighed for at fravælge kommunens tilbud om et fælles sundt frokostmåltid. Fravalget skal ske på baggrund af en forældrebeslutning, der som udgangspunkt træffes af forældrebestyrelserne.
Herudover forlænger aftalen fristen for, hvornår kommunalbestyrelsen senest skal tilbyde et sundt frokostmåltid til alle børn i daginstitutioner til den 1. august 2011. Aftalen indebærer, at der skal fremsættes et nyt lovforslag i Folketinget. Lovforslaget forventes vedtaget i slutningen af maj 2010.
I forligspartiernes aftale beskrives en overgangsordning, som gælder fra lovens vedtagelse og indtil lovens fulde ikrafttræden den 1. august 2011. Den endelige udformning af denne ordning har givet anledning til diskussion.
Der er derfor sket enkelte ændringer af de hidtidige udmeldinger og fortolkninger om forældrenes mulighed for fravalg i overgangsperioden. Ændringerne sker for i højere grad at tage hensyn til kommuner, der i 2010 har budgetteret med indførelse af frokostmåltidet.
Om overgangsordningen fremgår det nu af ministeriets brev, at:
• Kommunalbestyrelsen skal senest den 31. december 2010 give forældrene mulighed for at træffe beslutning om at fravælge frokostmåltidet.
• I daginstitutioner, hvor frokostmåltidet er indført eller budgetteret igangsat i 2010, skal forældrenes eventuelle fravalg af frokost være gennemført senest den 30. juni 2011.
• Kun i daginstitutioner, hvor der indgår et sundt frokostmåltid, kan forældrenes egenbetaling frem til udgangen af 2010 hæves til maksimalt 30 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter for en plads i en daginstitution inkl. frokostmåltidet.
• I daginstitutioner, hvor kommunen ikke har budgetteret med at indføre frokostmåltidet før den 1. januar 2011, og forældrene træffer beslutning om fravalg, igangsættes ordningen ikke.
• Beslutningen om fravalget skal ske på baggrund af et konkret tilbud om et sundt frokostmåltid samt oplysning om betalingen, herunder i henhold til reglerne om betaling for frokost pr. 1. januar 2011.
Ud over overgangsordningen beskriver brevet bl.a. følgende temaer:
• De særlige regler for skovbørnehaver
• De forældrearrangerede frokostordninger
• De nye regler for kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling
Der er fortsat en række uafklarede spørgsmål om den nye ordning for frokostmåltidet. KL er løbende i dialog med ministeriet om afklaring af disse spørgsmål. Flere elementer forventes dog først afklaret i forbindelse med fremsættelse af lovforslaget.
mou
Se Indenrigsministeriets brev til kommunerne
Foto: http://www.flickr.com/photos/brettf
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.