HVIDOVRE: Den 50-årige Susan Bjerregaard kommer fra Gladsaxe Kommune, hvor hun siden januar 2011 har været afdelingsleder i Dagtilbud og Sundhed.
Tidligere har hun bl.a. været souschef i Familie og Rådgivning, konstitueret børne- og familiechef og leder af familiecentret - alt sammen i Gladsaxe Kommune, hvor hun har arbejdet i de sidste 9 ½ år.
Susan Bjerregaard er uddannet socialpædagog og er pt. i gang med en masteruddannelse i offentlig ledelse på Copenhagen Business School
- Det er en vidende, alsidig og menneskeligt kompetent børne- og familiechef, vi nu får, og vi glæder os meget til at kunne trække på Susans erfaringer og idéer her i kommunen, siger kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune.
Hvidovre Kommune har netop sammenlagt områder fra den tidligere Skole- og Kulturforvaltning og Social- og Sundhedsforvaltningen til en samlet Børne- og Ungeforvaltning, og det er her Susan Bjerregaard skal være chef for én af tre afdelinger.
Susan Bjerregaard bor i Helsingør, er gift og har to voksne børn.