
FREDERIKSBERG / KØBENHAVN: Bornholm har gennemført sit sjette folkemøde, og de seneste år har fænomenet festivaler, hvor det ikke er musik, men samtale, dialog og oplysning, der er i højsædet, smittet af andre steder i landet og i nye sammenhænge.
Morsø har sit kulturmøde, der debuterede i 2013 og kan opleves senere på sommeren, Naturmødet havde sin debut i Hirtshals i år, og i Vejen Kommune forsøger højskole- og kommunefolk at skabe et særlig højskole-folkemøde på skuldrene af højskolerne Rødding og Askov.
Som nyeste skud på stammen er der nu også tilløb til et Ungdommens Folkemøde, der præsenteres som en demokratisk festival, der afholdes for første gang 8.-9. september 2016. Københavns og Frederiksberg kommuner er kommunale samarbejdpartnere, og flere organisationer, virksomheder, fonde og foreninger støtter.
Søndermarken på Frederiksberg bliver over to dage omdannet til et samfundslaboratorium hvor unge mødes på tværs af sociale, geografiske og uddannelsesmæssige skel og med beslutningstagere fra forskellige steder, for sammen at udforske hvad demokratisk deltagelse kan være anno 2016, som det hedder på initiativets site.
Ambitionen er to scener, ni workshoptelte og omkring 55 stadepladser. På hovedscenen sætter centrale beslutningstagere, eksperter og unge spot på aktuelle emner. Omkring 75 organisationer er inde i billedet og forventes at inviterer til debatter, events, oplæg og aktiviteter i deres stadepladser. Partierne, tænketanke, NGO'er og virksomheder præsenterer samfundsrelaterede problemstillinger og inviterer unge til at adressere dem. I workshops kan unge komme med deres bud på løsningen af aktuelle samfundsudfordringer.
Ungdommens Folkemøde foregår i september uden for eksamensperioden, hvor mange unge har mulighed for at deltage.
Stifter og projektchef er Olav Hesseldahl, der iøvrigt kunne opleves i avisen Kommunens og dknyts telt på Folkemødet i 2015 - til en debat om 'Hvordan engagerer vi de unge?'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.