Nu går det også pænt tilbage med smitten på Sjælland
De mørkegrå kommuner har været uden nye smittede den seneste uge. De mørkelilla har haft flest smittede.
Foto: Statens Serum Institut

Nu går det også pænt tilbage med smitten på Sjælland

Det seneste døgns antal af nye smittede er det laveste i to måneder.
18. MAJ 2020 14.53
TEMA: Corona

Brøndby og Glostrup er nu de eneste kommuner, som den seneste uge har haft over 40 nye coronasmittede pr. 100.000 indbyggere. Det viser mandagens oversigt fra Statens Serum Institut.

Derimod er antallet af nye smittede på store dele af Sjælland nu nede på meget lave tal, under ni pr. 100.000 indbyggere. Det gælder blandt andet Slagelse, som tidligere har været hårdt ramt.

Samtidig er kommuner som Ishøj og Vallensbæk, som tidligere har haft haft meget høje smittetal, nu på niveau med resten af hovedstadsområdet. 

Jylland og Fyn ligger dog stadig lavest med mange kommuner helt uden nye smittede.

I alt har 37 kommuner været uden nye tilfælde den seneste uge.

41 nye smittede på et døgn

Siden søndag er yderligere 41 personer konstateret smittet, og det er det laveste antal på et døgn siden 16. marts.

Antallet af indlagte covid-19-smittede er dog vokset med 11 personer til 144 siden søndag. Tallet stiger dog erfaringsmæssigt ofte om mandagen.

Der bliver behandlet en person mindre på de intensive afdeling, hvor 26 personer modtager behandling for covid-19. Af dem er 21 i respirator.

Én død med covid-19

Endnu en person er føjet til listen over dødsfald med coronavirus.

I alt er der i Danmark bekræftet 10.968 smittede, men på grund af mørketal kan tallet sagtens være højere.

Ifølge Statens Serum Institut er der registreret yderligere 74, der har overstået deres infektion. Det bringer antallet op på 9.301. Også dette tal skal dog tages med lidt forbehold.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt