DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Nu bliver egenbetalingen øget
Det kommer til at koste penge fra egen lomme at blive opereret for fx grå stær for mange patienter fremover. (Foto: Colourbox)

Nu bliver egenbetalingen øget

Regeringen og regionerne har strammet kravene for at få gratis behandling for sygdomme. Det betyder mere egenbetaling på flere områder
19. JUN 2012 13.20

I en ny budgetaftale med regionerne strammer regeringen kravene til gratis behandling på offentlige sygehuse. Det rammer bl.a. de mange patienter med grå stær, som fremover selv skal betale regningen, skriver Berlingske.

Og flere sygdomme og lidelser kan være på vej til listen, hvor danskerne selv må til lommen. Det siger Ulla Astman (S), som er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Skulle der være flere sygdomme, vil vi også tage fat der. Vi skal hele tiden kraftigt overveje, om det er en operation, medicin eller en anden løsning, der skal til. Når ressourcer i sundhedsvæsnet er knappe, skal vi behandle de mest syge først, siger hun til Ritzau.

Det er aftalt i regionernes budgetaftale med regeringen at stramme de fælles faglige retningslinjer. Lægefaglige eksperter skal afgøre, hvornår patienterne gratis behandles på offentlige hospitaler eller kan få dækket dyr medicin.

- Retningslinjer, der for eksempel sikrer, at når vi opererer 'tunge øjenlåg', er det, fordi det udgør et funktionelt problem for patientens syn og ikke af rent kosmetiske grunde, siger SF's sundhedsminister Astrid Krag.

Frygter spareøvelse
De strammere krav følger erfaringer fra fedmeoperationer. Her skal patienter nu have et BMI på 50 mod før 40 for at blive opereret for fedme. Derfor udføres nu kun 10 pct. så mange operationer som før, vurderer privathospitalet Hamlet.

Grundlæggende er det fornuftigt at se på udgifterne, mener professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen. Han frygter dog, at der blot bliver tale om en spareøvelse.

- Der bør også være bedre dokumentation for, at der rent faktisk er tale om overbehandling, end man hidtil har fremlagt, siger Kjeld Møller Pedersen til Berlingske.

Ulla Astman mener, at det er fuldt forsvarligt at stramme retningslinjerne.

- Nogle kan få operationen på det offentliges regning, fordi det er den eneste løsning tilbage. Men for andre skal der andre tilbud til. For ryglidelser er det ikke noget quick-fix (nem løsning, red.) at få en operation. Den kan være den dårligste løsning på langt sigt, siger hun.

- For rygoperationer kan et træningstilbud give et endnu bedre resultat.

tsp