
Moderaterne opstiller en række af deres partiansatte i sekretariatet på Christiansborg til kommunalvalget i november.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Det drejer sig eksempelvis om pressechef Cecilie Fisker Nielsen, Frederiksberg, organisations- og udviklingschef Casper Hedegaard, København, og politisk chef Simon Boje Groth, København. I alt er der tale om, at otte partiansatte i Moderaternes sekretariat stiller op til kommunalvalget.
- Jeg er stolt over, at så mange i partiet har lyst til at engagere sig - også vores egne medarbejdere, lyder det fra partisekretær i Moderaterne Britt Bager.
Britt Bager, der har erfaring som folketingsmedlem for Venstre og De Konservative, stiller dog ikke selv op til kommunalvalget.
Mandag klokken 12 var der frist for at indsende de endelige kandidatlister til valget, der løber af stablen den 18. november.
Første gang
Det er første gang, at Moderaterne stiller op til kommunal- og regionsrådsvalget. Partiet blev valgt ind i Folketinget for første gang ved valget i 2022, og nu skal man forsøge at blive repræsenteret i byrådene landet over.
Moderaterne oplyser, at man i alt opstiller 270 kandidater i 71 kommuner. I august lød det fra partiet, at man ville være repræsenteret i 73 kommuner, og der er derfor faldet to kommuner fra i slutspurten.
Ud over de nævnte partiansatte opstiller partiet også HR-chefen, Anna Peuliche Vogelsang, i Roskilde og den nationale kampagneleder, Asger Hagelund, i København.
Dertil kommer de ansatte Frederik Lau Petersen, Rødovre, Andreas Raben, København, og Kasper-Peder von Bach, Odense.
- Nu er holdet sat, og jeg ved, at alle vores dygtige og dedikerede kandidater er klar til at gøre en forskel i deres lokalområde, siger Britt Bager i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.