Mobning skal ikke koste børns liv

Af Ahmet Demir

I torsdags hørte jeg i medierne, at 12-årige Robert Larsen fra Tuse Næs i Nordvestsjælland, havde hængt sig. Både Roberts og myndighedernes forklaring var, at hængningen skyldtes mobning i skolen. Det gjorde et stort indtryk på mig, at en 12-årig vælger en så grusom handling mod sig selv, og det fik mig til at tænke over følgende: Hvad er der sket, når hverken forældre eller fagfolk omkring Robert har gjort nok for at forebygge selvmordet?

Robert er ikke det eneste barn, der er offer for mobning, og jeg stiller igen spørgsmålet: Hvad gør forældre og fagfolk for at forebygge lignende situationer?

I forhold til første spørgsmål kender jeg ikke den konkrete sag, men jeg er sikker på, at både forældre og fagfolk omkring Robert gjorde, hvad de kunne. Men jeg kunne være betænkelig ved, om signaler fra Robert blev taget alvorligt af de voksne omkring ham, og om signalerne kun gav anledning til snak og holdninger uden konkrete initiativer i forhold til ham og ikke mindst skolemiljøet. I stedet skulle fokus rettes både mod Robert og hans klassekammerater, og det er muligt, at andre forhold har gjort, at han valgte denne handling.

I forhold til sidste spørgsmål mener jeg, at der både er synlig og usynlig mobning blandt børn og unge i pædagogiske institutioner, blandt andet skoler, klubber og uddannelsesinstitutioner. Mobning kan have flere forskellige grunde. Det kan blandt andet være lavt selvværd og -tillid, faglig svaghed, etnicitet osv.

Efter min mening er vi i pædagogiske institutioner nødt til at have en handlingsorienteret mobbepolitik. I konkrete situationer med mobning skal vi tage initiativ til forebyggelse af mobning både her og nu og langsigtet. Med her og nu mener jeg fx, at hvis mobning foregår i skolen, er det fagfolkenes ansvar at samle oplysning om, hvad mobningen går ud på og intensivere kontakten til både mobbeofferet og den eller de, der mobber.

Efter min mening handler det om at støtte begge parter for at undgå mobning. Jeg mener, at fagfolk også skal trænes fagligt, og via mobbepolitik kan vi være med til at forebygge lignende situationer, som vi netop har set med Robert.

Her skal også nævnes, at forældre ikke skal være tilskuere til deres børns mobning. Forældrene kender deres børn bedst, og jeg er af den overbevisning, at hvis de har en sund kontakt til deres børn og unge, vil de mærke det, inden vi fagfolk opdager mobningen omkring det enkelte barn. Forældre skal påtage sig deres ansvar og forholde sig til, hvad de oplever omkring deres barn, og tage initiativ til at kontakte nærmeste fagfolk eller pædagogiske institution for at stoppe mobningen af deres barn.

Med tidlig pædagogisk indsats og vilje til positivt samarbejde vil jeg tro, vi kan forebygge mobning og skabe et miljø i vores pædagogiske institutioner, så det bliver et fællesskab og kan præstere det, som fx skolen eller andre pædagogiske institutioner forventer af børn og unge. Nøglen til slippe af med mobning er:

• Forældre, fagfolk og myndigheder skal tage et fælles ansvar.

• Man skal tage børns og unges signaler om mistrivsel i sociale og pædagogiske sammenhænge alvorligt og undersøge, hvad det handler om.

• Når man opdager mobning, skal der straks sættes ind over for både den, der bliver mobbet, og de, der mobber.

• Man skal følge op på initiativer, der bliver taget omkring mobning, og inden for overskuelig tid evaluere, om initiativer har effekt. Hvis det ikke har den ønskede effekt, skal man finde frem til en effektiv indsats.

Ahmet Demir. cand. pæd. og familieterapeut