
ODENSE: Efter det netop er dokumenteret, at Børn- og Ungeforvaltningen i Odense har begået planlagte og systematiske lovbrud i forhold til udsatte børn og familier, tager social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) initiativ til, at også handicapområdet skal undersøges, skriver Fyens Stiftstidende.
Det skal være af Statsforvaltningen, og det sker på baggrund af en henvendelse fra de 124 forældre.
- Det gør naturligvis indtryk på mig, når en så stor forældregruppe samstemmende beskriver deres oplevelse af forvaltningen i deres kommune så negativt, skriver hun i et svar til forældregruppen.
De 124 forældre kritiserer blandt andet kommunen for ikke at overholde lovgivningen, når forvaltningen undlader at lave konkrete, individuelle vurderinger af børnene inden afslag på hjælp, og når Ankestyrelsens afgørelser ikke bliver fulgt.
Kommunen vil se på sagerne samlet
Sådan forklarer Carina Andersen, mor til en handicappet pige og en af talspersonerne for forældreflokken.
- Vi vil gerne have retssikkerheden tilbage, siger hun, og håber derfor, at Statsforvaltningen vil gå ind i sagen.
Det er op til Statsforvaltningen selv at vurdere, om de på baggrund af henvendelser vil rejse en såkaldt tilsynssag. Hos Odense Kommune anerkender konstitueret direktør i Børn- og Ungeforvaltningen Poul Anthonuissen, at forældrene henvender sig, 'fordi de har noget på hjerte.' Og så noterer han sig, at handicappede og udsatte børn organisatorisk hører under samme afdeling i forvaltningen.
- Derfor vil jeg se på sagerne samlet, forklarer han.
Direktør og rådmand skal i næste uge mødes med forældrene for at drøfte kritikken.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.