Et beslutningsforslag om at undersøge en model for en forvaltningsdomstol i Danmark blev førstebehandlet i folketingssalen torsdag.
Forslaget står til at have 88 mandater bag sig, og dermed vil der være et indenrigspolitisk flertal uden om regeringen. Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) argumenterede imod forslaget.
Ministeren mener, at en forvaltningsdomstol vil skabe mere bureaukrati:
- Jeg har grundlæggende svært ved at se, hvad en forvaltningsdomstol skulle hjælpe borgerne med, sagde Sophie Hæstorp Andersen og understregede, at hun i stedet vil "fokusere mere borgernært".
Kommuner skal kunne straffes
Forslaget er stillet af Alternativet og bunder i en utilfredshed med Ankestyrelsen og styrelsens manglende mulighed for at sanktionere kommuner.
- En forvaltningsdomstol kan sikre, at hvis det offentlige foretager ulovlige afgørelser i borgerens sager, så kommer det offentlige for en domstol, ligesom borgeren gør, hvis borgeren gør noget ulovligt, siger Alternativets socialordfører Torsten Gejl til Ritzau.
Ankestyrelsen er i dag den øverste klageinstans på de store velfærdsområder.
På et senere tidspunkt skal beslutningsforslaget tages op i Folketinget igen. Hvis der ender med at være flertal for forslaget, bliver regeringen pålagt at fremlægge et forslag til en model for forvaltningsdomstole i Danmark. Derefter skal Folketinget tage stilling til modellen.
/ritzau/lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













