
Endnu ti projekter får nu del i de 760 mio. kr., som Fornyelsesfonden uddeler i perioden 2010 - 2012. Projekter der støttes gennem Fornyelsesfonden, har det til fælles, at de kan skabe ny beskæftigelse, vækst og eksport, oplyser økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
- Hvis dansk økonomi igen skal blomstre, skal alle dele af Danmark være med til at skabe vækst og beskæftigelse. Fornyelsesfonden støtter denne gang solide vækstprojekter i seks områder, der er ramt af den økonomiske krise. Derudover hjælper fonden fire innovative virksomheder med at udnytte deres potentiale - til gavn for miljøet og folkesundheden, siger ministeren.
I år er der afsat 255 mio. kr. til fire ansøgningsrunder. Den netop afsluttede runde er årets første, og bestyrelsen valgte at støtte ti projekter:
Seks hårdt ramte områder i Danmark modtager 36 mio. kr. til projekter, der skaber nye job i virksomheder på Fyn, Bornholm, Langeland, i Nordjylland samt i Halsnæs og Randers kommuner.
Vækstpotentialer
Det er bla. projekter inden for offshore energiteknologi, bæredygtigt byggeri og stålindustri.
Fire innovationsprojekter modtager tilsammen 18 mio. kr. To projekter udvikler forskellige løsninger på problemer med overvægt, og andre to projekter beskæftiger sig med indeklima-udfordringer, oplyser bestyrelsesformand Carsten Bjerg (CEO i Grundfos):
- Det er en stor udfordring at udvælge de projekter, som Fornyelsesfonden støtter. De ti projekter, der nu får støtte, har store vækstpotentialer på længere sigt. Derudover kan de seks projekter i hårdt ramte områder vise sig at få stor lokal og regional betydning. Det bliver spændende at følge projekterne de kommende år, siger Carsten Bjerg.
cgt
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.