Midtjyske kommuner igen bedst - men affaldsmål er ikke nået
Affaldstræ på genbrugsplads.
Foto: Jørgen Bausager, Ritzau Scanpix.

Målt på syv affaldsfraktioner:
Midtjyske kommuner igen bedst - men affaldsmål er ikke nået

Mange sjællandske kommuner har dog øget indsamlingen af metal og træ, så Region Sjælland står for største procentuelle stigning i affald til genanvendelse på fire år.
28. MAJ 2020 15.30

De midtjyske kommuner har i 2018 samlet set generobret førstepladsen i disciplinen at frasortere affald til genanvendelse. Og de sjællandske står for den største procentuelle stigning på fire år. 

Den nationale ressourceplan rummer en ambition om i 2020 at frasortere 50 pct. til genanvendelse på syv udvalgte fraktioner. Hvorvidt den målsætning bliver nået i år, vil vi sikkert først vide i 2022, for de nyeste tal, der kom i denne uge, er fra 2018. Og her er alle kommunernes samlede indsats på det punkt - genanvendelsesprocenten - opgjort til 39 pct. Det er en fremgang fra 2017, hvor den tilsvarende procentsats var på 35.

Miljøstyrelsen har netop udgivet Affaldsstatistik 2018, og her er kommunernes og affaldsselskabernes bestræbelser på de syv udvalgte affaldsfraktioner sammenlignet regionsvis. De syv fraktioner er madaffald, papir, pap, glas, træ, plast og metal.

De fem regioner placerer sig i 2018 således:

  • 44 pct. Midtjylland
  • 41 pct. Sjælland
  • 39 pct. Syddanmark
  • 34 pct. Hovedstaden
  • 33 pct. Nordjylland

De midtjyske har dermed overtaget førstepladsen fra de syddanske, som lå bedst i både 2015, 2016 og 2017. Det er dog ikke lykkedes de syddanske at hæve procenten fra de 39 pct., som har været resultatet i både 2016, 2017 og 2018.

Ikke blot de midtjyske, men også de sjællandske kommuner frasorterer nu samlet set over 40 pct. til genanvendelse. Styrelsen bemærker, at de sjællandske har den største procentuelle stigning fra 2014 til 2018, hvilket skyldes, at flere af kommunerne her har øget indsamlingen af især træ og metal.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt