SILKEBORG / MIDTJYLLAND: Lige nu er der 12.000 spørgeskemaer på vej til borgere i Silkeborg og Midtjylland. De skal tage temperaturen på trivsel og ensomhed og på sigt være med til at finde de mest effektfulde indsatser til ensomhedsbekæmpelse.
Der kommer nemlig flere og flere ensomme på trods af flere indsatser og kampagner. Og ensomme borgere har større risiko for depression, søvnproblemer og hjertesygdom. Og det er især hos unge og de ældste ældre, at forekomsten af ensomhed bekymrer.
Med projektet Flere i Fællesskaber sendes spørgeskemaerne derfor til 6.000 unge og ældre i Silkeborg Kommune og 6.000 andre unge og ældre fra Midtjylland.
Svarene skal danne grundlag for at finde frem til de bedste indsatser og skabe en "drømmekommune", hvor fællesskabende indsatser flettes ind i hinanden, så eksempelvis unge fra et mødested involverer sig i et lokalt plejehjem.
Silkeborg Kommune tester indsatser
I første omgang er projektet rettet mod unge og de ældste ældre i Silkeborg Kommune. Ifølge den seneste Sundhedsprofil for Region Midtjylland steg andelen af ensomme i Silkeborg Kommune fra 2013 til 2017 som i mange andre kommuner.
- Vi er stolte over at deltage i et ambitiøst forskningsprojekt, hvor vores erfaringer og praksis både kan komme borgere i Silkeborg Kommune og andre i andre kommuner til gavn. Vi har både lyst og vilje til at arbejde målrettet på at mindske ensomheden. Og vi har allerede gode samarbejder med flere organisationer og en række andre centrale aktører, fortæller Rikke Gjellerod, leder af Udvikling og Forebyggelsessektionen i Silkeborg Kommune.
Projektet er finansieret af Danske Regioner, Tryg Fonden, Helsefonden, Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden), Silkeborg Kommune, Ældre Sagen, Fonden Ensomme Gamles Værn og DEFACTUM i Region Midtjylland.
Kilde: Region Midtjylland
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.