Mette F.: Fase 2 i genåbning bliver først meldt ud, lige før den sker
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Mette F.: Fase 2 i genåbning bliver først meldt ud, lige før den sker

Statsministeren har torsdag holdt møde om coronakrisen med de andre partiledere på Christiansborg.
23. APR 2020 14.31
TEMA: Corona

Der vil gå nogle uger endnu, før det bliver meldt ud, hvordan næste fase i genåbningen af Danmark skal foregå. Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S), efter at hun torsdag har været til møde med de andre partiledere i Landstingssalen på Christiansborg.

- Vi kommer først til umiddelbart før den 10. maj at melde ud, hvordan fase 2 vil se ud, siger hun.

Det arbejde, vi politisk går i gang med, er at give danskerne et overblik over, i hvilken takt vi ønsker at åbne Danmark og i hvilken rækkefølge. Faserne vil bero på sundhedsfaglige vurderinger, siger statsministeren.

Lukningen af for eksempel barer, caféer og restauranter løber foreløbig frem til 10. maj.

Statsministeren gentager igen opfordringen til, at danskerne husker at holde to meters afstand for at undgå at sprede coronasmitte. Hun håber, at borgerne kan holde humøret højt under krisen.

- Jeg forstår godt utålmodigheden, og jeg håber ikke, at den bliver til modløshed. Men går vi for hurtigt frem, så risikerer vi at sætte det hele over styr, siger hun.

Mette Frederiksen og regeringen er blevet mødt af kritik fra både blå blok og støttepartiet De Radikale for ikke at have en plan for genåbningen af samfundet.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt