
Der er kommet flere hænder til at tage sig af børnene i de danske børnehaver og vuggestuer - men en stor andel af de nyere medarbejdere er ufaglærte.
Det viser tal, som DR Nyheder har fået udleveret fra 81 ud af landets 98 kommuner.
Siden 2019 er antallet af ufaglærte medhjælpere i daginstitutionerne øget med 41 procent. På samme fem år er antallet af pædagoger steget med 10 procent.
Det er problematisk, at børnene ikke bliver mødt af mere faglighed i institutionerne. Det mener formand for pædagogernes fagforening, Bupl, Elisa Rimpler.
- Det er en udvikling, der peger på, at der er massiv pædagogmangel, og det har udløst en faglighedskrise, som jo går ud over kvaliteten i vores daginstitutioner, siger hun til Ritzau.
Hun påpeger, at der er kommuner, hvor én pædagog står helt alene med en børnegruppe, hvor de resterende ansatte er ufaglærte.
- Det er geografisk meget ulige fordelt. Det betyder, at de institutioner, hvor man hele tiden har vikarer eller ufaglærte ansatte, bliver svingdørsinstitutioner, og derfor har man svært ved at holde på de gode faglige kræfter, siger hun.
Det skaber en negativ spiral, hvor kvaliteten bliver faldende, lyder det fra pædagogernes formand.
I kraft siden nytår
Ved årsskiftet trådte loven om minimumsnormeringer i kraft. Minimumsnormeringerne kræver, at der fremover skal være minimum en voksen til tre børn i vuggestuer og minimum en voksen til seks børn i børnehaver.
Det var blandt andet forældrebevægelsen "Hvor er der en voksen?", der fra 2019 var med til at sætte minimumsnormeringer på den politiske dagsorden. Det blev først en del af finansloven for 2021.
Siden årsskiftet har kommunerne lavet opgørelser, der viser antallet af pædagoger og medhjælpere for hver enkelt vuggestue og børnehave.
Kort tid inde i det nye år valgte kommunerne dog at sløjfe opgørelserne over hver enkelt institution og i stedet opgøre antallet af hænder som et samlet gennemsnit for den enkelte kommune.
Beslutningen var et led i at luge ud i bureaukrati og regler og i stedet lade personalet have mere tid til børnene, lød det fra KL.
Se tallene for de enkelte kommuner hos DR.
/ritzau/
8.28 tilføjet kommentar fra Elisa Rimpler
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.