Lykkens arkitektur - kan bygninger gøre os lykkelige?

Af Paul Hegedahl

Alain de Botton: 'Lykkens arkitektur',
oversat af Werner Svendsen fra 'The Architecture of Happiness', 2006;
Tiderne Skifter, København 2009.
292 s., hft., 16 x 21 cm, rigt illustreret,
Kr. 299,00 inkl. moms. Nu tilbud kr. 249,00 inkl. moms.
ISBN: 978-87-7973-232-2.

Den 10. maj 1941, ved det sidst og mest alvorlige luftangreb på London under London Blitzen blev der kastet mere end 700 tons bomber og tusinder af brandbomber af 550 fly. Næsten 1.500 menneske blev dræbt og godt 1.800 alvorligt såret. En lang række bygninger blev alvorligt beskadiget, hospitaler og historiske bygninger som The House of Lords, Westminster Abbey, Westminster Hall, St. James Palace, Old Bailey og flere andre. Underhuset/Parlamentet (The Chamber of the House of Commons) blev totalt ødelagt.

I 1943 blev der afholdt en debat om, hvordan House of Commons skulle genopbygges. I sin store tale om dette emne sagde Winston Churchill: ' - - - vi skal nu overveje om vi skal genopbygge det og hvordan og hvornår. Vi skaber vore bygninger, og derefter skaber vore bygninger os. Eftersom jeg har tjent og tilbragt mere end fyrretyve år i det ødelagte hus og gjort det med stor meget stor glæde og udbytte, vil jeg naturligvis foretrække at det genskabt i hele sin gamle skikkelse, bekvemmelighed og ærværdighed.' Han ønskede House of Commons genopført i sin oprindelige skikkelse, selv om alle var helt bevidste om, at der reelt ikke var plads nok til alle medlemmer. Men, det var afgørende, at bygningen som det fysiske minde om historien ikke blev glemt. At rammerne om liv, tanker, følelser blev genetableret. Det blev så genopført i sin oprindelige form i 1950.

I en noget mindre målestok - her i landet nedbrændte Jordløse Præstegård, fra 1734, et firfløjet anlæg i bindingsværk og med stråtag. I 1981 brændte præstegården atter ned, men den blev genopført 1982 til 1983 i samme skikkelse.

På sin måde lige så engageret, som Winston Churchill, fortæller Alain de Botton i indledningen til 'Lykkens Arkitektur'.: 'Et rækkehus i en allé. Tidligere i dag genlød huset af børns råb og voksnes stemmer, men siden den sidste af dets beboere for et par timer siden tog af sted (med sin skoletaske), har det været henvist til selv at klare sig igennem formiddagen. Solen er stået op over husgavlene på den anden side af gaden og forgylder nu vinduerne i stueetagen og maler væggene indenfor smørgule og opvarmer den kornede, røde murstensfacade. I solstrålerne danser små støvskyer, som om de følger rytmen i en lydløs vals. Fra entreen høres svage, brusende lyde af accelererende køretøjer få gader herfra. Nu og da lyder et smæld fra brevsprækken, når den lader en eller anden bedrøvelig brochure slippe inden for.

Huset nyder tilsyneladende tomheden. Det gør sig i stand efter natten, rømmer sig i rørene og strækker sig, så det knager i fugerne. Med sine kobberårer og træfødder, der hviler lunt og godt på et leje af ler, har denne statelige og vejrbidte skabning skullet stå model til mangt og meget. Boldspil op ad muren ud til haven, døre smækket i blindt raseri, forsøg på håndstand i dens gange, vægten og de sukkende lyde fra de hårde hvidevarer og indgående undersøgelser af urutinerede blikkenslagere i dens indvendige dele.

- - - Huset er med tiden blevet et velinformeret vidne. Det har overværet ungdommelige forførelser, set hjemmeopgaver blive skrevet, fulgt indsvøbte babyers ankomst direkte fra hospitalet og er midt om natten blevet overrasket af hviskende rådslagninger i køkkenet. Det har oplevet vinteraftener så kolde som poser med dybfrosne ærter og skumringstimer ved midsommertid, hvor murstenene har været lune som nybagt brød.

- - - Oppe på første sal giver et smalt tomt værelse med sit tagvindue, der vender ud mod utålmodige skyer på hastig færd hen over kraner og skorstensrør, plads for udklækning af oplivende tanker. Selv om dette hus måske ikke tilbyder løsninger på ret mange af sine beboeres problemer, emmer dets værelser alligevel af en lykke, som arkitektur må tilskrives en væsentlig del af æren for.'

Sådan starter Alain de Bottons sin bog. Selv om han tilkender arkitekturen denne væsentlige del af æren for lykken, skriver han: 'Men alligevel har interessen for arkitektur altid været omgærdet med en vis mistænksomhed. Man har sat spørgsmålstegn både ved dens seriøsitet, dens etik og ved de omkostninger, der er forbundet med den. Et tankevækkende stort antal af denne verdens klogeste hoveder har med foragt afvist at nære nogen som helst interesse for udsmykning og design og har sat lighedstegn mellem tilfredshed og nogle abstrakte og usynlige begreber.'

I en tidligere anmeldelse af Preben Brandts: 'Byen og social ulighed' blev det diskuteret, hvad der sker, når 'pænheden tager magten' i byerne, hvad det kommer til at betyde for de socialt udstødte. Der er ingen tvivl om, at byplanlægningen og arkitekturen spiller en meget stor rolle både for samfundet som helhed og for de enkelte mennesker. 'Lykkens Arkitektur' ser på emnet fra et andet perspektiv end Preben Brandts - men ud fra samme holdning til arkitekturens indflydelse.

Målet med bogen
Alain de Botton behandler i 'Lykkens arkitektur' et forhold der er centralt og spiller en betydelig - men på mange måder overset - rolle i vores liv. Bogen argumenterer for at det er arkitekturens opgave at få os til at se, hvordan vores liv ideelt set kunne være. Med blikket på de mest ydmyge boliger såvel som nogle af verdens mest kendte bygninger undersøger Botton, hvordan vores private hjem og officielle bygningsværker - påvirker vores følelser.

Bogen følger arkitekturens historiske udvikling fra arkitekter som Andreas Palladio og Le Corbusier til Norman Foster. Arkitektur er kunst vi bor i. Kunne vores boliger bygges på måder, der ville opfylde flere af vore behov? Ligeledes sættes en række af de genstande, vi har i vores boliger, ind i denne sammenhæng.

Hele vejen igennem argumenteres overbevisende og dybfølt for og imod arkitekturens rolle og mulighed. På den ene side vil arkitekturen altid komme sørgelig til kort over for nyttebestemte krav på de ressourcer, menneskeheden råder over. Som forfatteren skriver: 'Hvor vanskeligt kan det ikke være at skulle plædere for udgifterne til nedrivning og genopbygning af en ussel, men stadig anvendelig gade. Hvor akavet kan det ikke føles, i lyset af mere håndgribelige behov, at skulle forsvare, at en bøjet lygtepæl bliver rettet ud. Smuk arkitektur har ikke samme indlysende nytteværdi som en vaccine eller en skål ris.'

Smukke huse er ikke alene ude af stand til at garantere os et lykkeligt liv. De kan også anklages for, at de ikke formår at højne de menneskelige kvaliteter hos dem, der bor i dem. Arkitektur er meget vel i stand til at rumme et moralsk budskab, siger Alain de Botton, men er uden magt til at tvinge nogen til at efterleve det. Den stiller forslag i stedet for at indføre love. Det forfatteren ønsker er, at vi tager arkitekturen og dens virkning på os alvorligt. At vi anerkender legitimiteten af denne bogs emne: At arkitekturen har en betydelig rolle i vores liv. Vores boliger - og de ting vi fylder dem med - påvirker os mere end vi umiddelbart tror Og godt byggeri er byggeri, der taler til vores følelser.

Bogens indhold
Det skal med det samme siges, at en meget vægtig del af denne bogs indhold er illustrationerne. Det er ikke alene sort/hvide illustrationer/fotos af arkitektur men af en lang række andre emner, temaer, ting, mennesker. Kunst af alle arter, mønstre, oldtidsminder, husgeråd, landskaber - fra hele verden. De underbygger teksten og giver stof til eftertanke i sig selv. Det er ikke muligt at fremhæve den ene frem for de øvrige - dog skal nævnes på side 21 et helsidesfoto 'Et smukt hus' moralske afmagt', som er et foto af Hermann Göring (i sin yndede hvide uniform) i sit hjem sammen med den franske ambassadør og de to særdeles kontroversielle personer, den franske flyvevåbengeneral Joseph Vuillemin og den tyske Generalfeldmarschall for det tyske flyvevåben Erhard Milch - og med helgenmalerier i baggrunden.

Indholdet er i øvrigt

I Arkitekturens betydning

II I hvilken stil skal vi bygge

III Bygninger, der taler

IV Hjem og idealer

V Det gode ved gode bygninger

Vi Den forjættede mark

Bygningernes værdier
Hvad er en smuk bygning? Det spørger Alain de Botton om i det indledende kapitel i denne bog. Han skriver, 'at være et moderne menneske er identisk med at opfatte dette som et pinligt spørgsmål, der måske oven i købet nærmest er umuligt at besvare, eftersom skønhed synes at være blevet et begreb, der automatisk udløser ufrugtbare og barnagtige diskussioner. Hvordan kan nogen hævde at vide, hvad der er smukt? Hvordan kan nogen sætte sig til doms over de forskellige stilarter, eller forsvare et bestemt valg og dermed åbenlyst afvise andres smag? At skabe noget smukt - det der engang blev anset for at være arkitektens fornemmeste opgave - er en målsætning, der lige så stille er forsvundet ud af den seriøse, professionelle debat og veget for et forvirret privat imperativ.'

Med udgangspunkt i filosofi, kunst, æstetik, psykologi og sociologi - og helt almindelige (nå, ja ikke helt almindelige) menneskelige overvejelser diskuterer Alain de Botton dels arkitekturens indflydelse på menneskers liv dels holdningerne til arkitektur, som jo er temmelig forskellige. Han siger bl.a., at troen på arkitekturens betydning bygger på den opfattelse, at vi på godt og ondt ændrer os med vores omgivelser: Et grimt værelse kan bestyrke selv den vageste mistanke om, at livet ikke er fuldkomment, mens et rum, hvor sollyset falder ind på honningfarvede kalkstensfliser, kan kalde de mest livsbekræftende følelser frem i os. Man kan altså have en overbevisning om, at det er arkitekturens opgave at give os et levende indtryk af, hvem vi ideelt kunne være.

På den anden side, siger han, kan det også være problematisk at have en særlig udviklet sans for arkitektur. Hvis et værelse er i stand til at ændre, hvordan vi føler, hvis vores lykke kan afhænge af farven på væggene eller en dørs udformning, hvordan vil vi så have det de fleste af de steder, vi er tvunget til at se på og bo i. Og selv når vi har nået vore mål, har vore bygninger en sørgelig tendens til overrumplende hurtigt at falde fra hinanden igen. Her kan man ikke lade være med at tænke på aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, hvor der er etableret en særlig pulje på 150 millioner kroner til støtte for nedrivning og renovering af private ejendomme og tomme avls- og drifts-bygninger i yderdistrikterne. Det handler om mere end 10.000 forsømte huse og ca. 40 millioner m2 avls- og driftsbygninger, som landmænd har til at stå tomme. De bygninger har været rammer om og vidner til menneskers liv. At beløbet så langt fra er nok, er en helt anden historie, som Rudyard Kipling var så glad for at sige. På et mere dramatisk niveau med hensyn til forfald skriver Alain de Botton: 'Tænk på, hvor opfyldte af stolthed husejerne i Pompeji må have været.'

Forfatteren understreger, at når vi betegner en bygning som smuk, er det mere end en æstetisk forkærlighed, vi giver udtryk for. Det er ensbetydende med, at vi føler os tiltrukket af den særlige livsform, som denne bygning er udtryk for i sin helhed og i sine enkelte dele som fx tag, dørgreb, vinduesrammer, trapper og interiør. Det er et tegn på, at vi er stødt på et materielt udtryk for nogle af vores forestillinger om, hvad et godt liv er. På samme måde, siger han, vil nogle bygninger virke frastødende på os, fordi de strider imod, hvad vi opfatter som den rette måde at leve vores liv på.

Bygningerne taler til os. Forfatteren siger bl.a. med udgangspunkt i den franske forfatter Stendhal (Henri Beyle1783-1842), at kalde et stykke arkitektur eller et design for smukt, er ensbetydende med at værdsætte det som et udtryk for værdier, der er af afgørende betydning for vores trivsel, 'en forvandling, en transsubstantiation af vore individuelle idealer gennem et materielt medie.' Og han sætter det i relation til vores erindringer, vores forskellige jeg'er. Den arkitektoniske trang, når den er mest ægte hænger sammen med en længsel efter at kommunikere og mindes.

Om forfatteren
Alain de Bottons slægt stammer oprindelig fra Kastilien og emigerede til Ægypten i det 15 århundrede. Han blev født i Zürich, Schweiz, hvor han tilbragte sine første otte år. Siden flyttede familien til England, hvor Alain de Botton gik på kostskole i Oxford, bl.a. Harrow School. Han blev uddannet i historie i Cambridge og fik en MD i filosofi fra King's College i London i 1991.

Han har sit eget TV-produktionsselskab, der arbejder på grundlag af hans forfattervirksomhed. Alain de Botton skriver regelmæssigt til en række engelske dagblade og magasiner, bl.a. The Independent on Sunday.

I august 2009 blev Alain de Botton udnævnt til 'Writer-in-residence' i Heathrow Airport. Her har han siddet ved et skrivebord i Terminal 5 i en uge og skrevet om menneskenes kommen og gåen. Det vil blive udgivet som en bog 'A Week at the Airport' med fotos af Richard Baker, som han også har arbejdet sammen med om sin seneste bog 'The pleasure and sorrows of work', som netop er udkommet hos Hamish Hamilton, UK efter to års indsamling af stof over hele verden. Den handler om 10 forskellige jobs, bl.a. revision, raketvidenskab og småkageproduktion - og om deres væsen og om de smukke og forfærdelige sider ved det moderne arbejdsliv.

Alain de Botton debuterede i 1993 med ‘Essays In Love (‘On Love' i USA), published in 1993. I 1997 opnåede han international anerkendelse med 'Sådan kan Proust forandre dit liv', som udkom på dansk i 1998. På dansk er desuden udkommet 'Filosofiens trøst' i 2001; 'Kunsten at rejse' i 2003 og 'Statusangst' i 2007. Alle de danske udgivelser er fra Tiderne Skifter.

Stof til eftertanke for arkitekter - og for adfærdseksperter
En anden anmelder, Dennis Nørmark, skriver i Jyllandsposten, 7. april 2009: 'Det er ikke kronologien eller stilarterne, der opdeler eller giver retning i bogen, men forfatterens egen snakken sig frem, emne efter emne, bygning efter bygning, og det roderi fungerer kun, fordi de Bottons pointer er så klare og logiske, om end der sporadisk er analyser, der virker krukkede og overlæssede med alt for følsomme associationer. Det er smagsdommeri, jovist, men med gode argumenter, og hver eneste bygning, der hyldes eller kritiseres, er afbilledet i fine sort/hvid billeder. Så kan man selv få syn for sagen.'

En af de spændende og tankevækkende dimensioner ved denne bog er den forbindelse, forfatteren hele tiden ser mellem tidligere tiders kunst og arkitektur og nutidens udtryk - og de forskellige kulturudtryk og deres ligheder og markante forskelle.

Ligeledes er hans opgør med den vel nok mest berømte moderne arkitekt, møbeldesigner og byplanlægger, den schweizisk fødte Charles-Édouard Jeanneret-Gris, som valgte at blive kendt som Le Corbusier (1887-1965) og dennes holdning til boliger som 'maskiner til at bo i'.

Pernille Stensgaard, journalist ved Weekendavisen og selv forfatter til bl.a. 'København - folk og kvarterer', som er kommet i 3. udgave hos Gyldendal, skriver meget tankevækkende i sin anmeldelse af 'Lykkens arkitektur': 'Alain de Botton bedriver hverdagsfilosofi, stilhistorie, bygningspsykologi. arkitekturkritik, rejsereportage og morallære på én gang, og viser billeder af alt, hvad han taler om. Manden lander som en blid bombe i en arkitekturstand, der ofte udtrykker sig ubegribeligt, men jeg er ikke sikker på, at de gider læse ham, for han siger opbyggelige, ligefremme ting, der for længst er fortrængt i magasiner og på akademier. Der er også grund til overvejelser hos de humanistiske forskere, der til ulidelighed, trættende og letkøbt påstår, at folk bygger og iscenesætter deres hjem for at blære sig (uden helt at være klar over det), og hvor selv et måltid altid udlægges som en scene for fremvisning af prestige, selvkontrol, identitet og magt. Trangen kunne tværtimod være udtryk for en længsel efter at kommunikere med andet end ord, efter at mindes, efter fred og ro, efter modernitet, efter naturen, efter at give sig til kende.' Det markante synspunkt, vil denne anmelder gerne tilslutte sig!

Den forjættede mark - om byplanlægningen og mangel på menneskelighed
I det afsluttende kapitel 'Den forjættede mark' skriver Alain de Botton tankevækkende om byplanlægningen - eller måske rettere om manglen på samme. Han beskriver landskabet gennem tiderne og det bratte skift til et bebygget område. 'De famøse byggesager', skriver han. 'kan i sidste instans altid tilskrives, ikke Guds hånd eller uomgængelige økonomiske eller politiske realiteter eller fast forankrede ønsker hos køberne eller nye dybder af menneskelig depravation, men af en prosaisk kombination af alt for lave ambitioner, uvidenhed, grådighed og tilfældighed. En udstykning, der ødelægger femten kilometer landlig idyl, er gerne nogle få menneskers værk - mennesker der hverken er særlig syndige eller særligt onde. De kan hedde Derek eller Malcom, Hubert eller Shigeru, de er måske glade for at spille golf og de holder af dyr, men ikke desto mindre kan de i løbet af få uger give sig til at realisere planer, som helt håndgribeligt ødelægger et landskab 300 år eller mere frem i tiden.' Og han beskriver en række katastrofale byplanlægninger, der oprindelig var godt tænkt - men blev ringe udført.

Og de mennesker kan hedde Rasmussen, Pedersen, Andersen eller Olsen. De er måske økonomisk involverede, de er måske politisk ansvarlige. De har travlt og får ren juridisk rådgivning fra deres embedsmænd - og de bor ikke lige i nærheden af det nye byggeområde.

Den med rette verdensberømte, engelske arkitekturekspert, kunstkritiker, forfatter og kunstmaler John Ruskin (1819 til 1900), som Alain de Botton flere gange henviser til i sin bog, sagde bl.a. 'Lige så lidt som en kunstmaler bør en arkitekt leve i byerne. Send ham ud i vore bakker og lad ham der studere, hvad naturen forstår ved en stræbepille og ved en kuppel.' Alain de Botton citerer bl.a. John Ruskin flere gange for udtalelserne om, hvordan vore bygninger taler til os - og det var måske også det Winston Churchill havde i tankerne i forbindelse med genopførelsen af House of Commons.

Selv slutter Alain de Botton med at skrive: 'Vi skylder vore marker, at vores huse ikke bliver ringere end de naturområder, de fortrænger. Vi skylder ormene og træerne, at de bygninger, vi anbringer på deres jord, vil komme til at fremstå som løfterige udtryk for de højeste og mest forstandig former for lykke.'

Og for nu at trække linjerne tilbage til Preben Brandt og 'Byen og social ulighed', skylder vi også de mennesker, der skal bo der, at boligerne giver mulighed for den form for lykke, som de, der skal bo der, ønsker sig af deres liv. De skal med på råd.

I den forbindelse skal der lyde en opfordring til, at de politikere og de af deres embedsmænd, der er ansvarlige for de eksisterende og de kommende boligområder, giver sig tid til at læse og tænke over og tale om denne bog - og anden god litteratur om arkitekturens betydning. De vil blive sat i stand til at drøfte dette vigtige område med både indsigt og følelse.

Supplerende artikler

'Når pænheden tager magten', anmeldelse af Preben Brandt: 'Byen og social ulighed', Tiderne Skifter, København 2009

Supplerende læsning

'Romantiker i rækkehus', anmeldelse af Pernille Stensgaard, Weekendavisen Torsdag, marts 26, 2009

Retrieved 2009-04-17. "...little of the original thinking that might be expected from an outsider... The Architecture of Happiness would be an innocuous castoff if not for its proselytizing ambitions"

The Architecture of Happiness, Official Website

"Alain de Botton's Living Architecture Project".
Buildingdesign.com.

Alain de Botton official site

http://www.recyclingandreuseofbuildings.com/Interiorarchitectureinahistoriccontext.pdf

John Ruskin: 'Arkitekturens syv lamper', illustreret med forfatterens egne tegninger. Udførligt forord af Wolfgang Kemp, samt et uddybende efterskrift af bogens redaktør, Vagn Lyhne. Oversat af Karsten Sand Iversen og Vagn Lyhne. Forlaget Klim, 2005.