Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
MF Mads Fuglede (V) forlader nu Gladsaxekredsen til fordel for Ringkøbingkredsen, hvor han nu bliver spidskandidat til næste folketingsvalg.
Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix

Lokale V-kandidater overtrumfet af folketingsmedlem

Opstillingerne som folketingskandidater er godt i gang. Kommunalpolitikere har skiftende held med at komme på stemmesedlerne.
24. NOV 2020 15.22

Det blev en klar sejr til det siddende folketingsmedlem Mads Fuglede (V), da medlemmerne i Venstre i Ringkøbingkredsen skulle vælge en afløser for Kenneth Mikkelsen, der ikke stiller op igen.

Fuglede fik hele 228 ud af 270 stemmer, og han forlader dermed Gladsaxekredsen, hvor han blev valgt. Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern fordelte de øvrige stemmer sig på Preben Enevoldsen 37, Jacob Storgaard-Christensen 2, Anders G. Jacobsen 1. Der var to ugyldige stemmer. Sidstnævnte sidder i byrådet i Holstebro.

Vestjyllands Storkreds gav valg til fem kredsmandater ved FV19 med Inger Støjberg i spidsen. Netop Ringkøbingkredsen gav ved FV15 et godt valg til tidligere viceborgmester og senere minister Esben Lunde Larsen (V), hvilket Kenneth Mikkelsen ikke opnåede at fastholde.

I Nyborgkredsen, der tæller Nyborg og Kerteminde kommuner, kommer der nu et konservativt byrådsmedlem på stemmesedlen, oplyser Fyens Stiftstidende. Det er Anne Fiber, der blev valgt ind i Kerteminde Byråd ved KV17. Her har K en af sine allerbedste repræsentationer med otte pladser i et byråd på 25.

Partiet har et enkelt mandat i Fyns Storkreds, der ved FV19 gik til tidligere socialminister Mai Mercado. Første suppleant blev Kristian Guldfeldt, der sidder i byrådet i Odense.

I samme kreds har byrådsmedlem og spidskandidat i byrådssammenhæng i Nyborg Suzette Frovin (SF) meldt sig ind i kampen om en god placering på stemmesedlen til folketingsvalget, fortæller Fyens Stiftstidende.

En urafstemning er i gang i Fyns Storkreds, der ved FV19 gav SF en enkelt plads på Christiansborg - til Karsten Hønge. Partiet tillader ikke dobbeltmandater mellem Folketing og byråd, og i givet fald vælger Frovin så Folketinget.

Næste valg til Folketinget skal senest finde sted 4. juni 2023.