Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Kun tre af 34 kommuner bliver klar til affaldssortering

Ny affaldssortering bliver forsinket i næsten alle hovedstadskommuner, viser rundspørge.

I en rundspørge til de 34 kommuner i hovedstadsområdet svarer kun tre kommuner – Frederiksberg, Herlev og Solrød – at de forventer at kunne leve op til kravet om sortering af ni affaldstyper, når kravet træder i kraft 1. juli. Det skriver TV2 Lorry.

I de tre kommuner har man allerede affaldsordninger, der nogenlunde matcher de nye krav fra Folketinget, så de har ikke brug for en helt så stor omlægning som andre kommuner. Solrød svarer dog med det lille forbehold, at man først senere vil indsamle miljøfarligt affald ved etageboliger og samlede bebyggelser.

Københavns Kommune når muligvis også lige nøjagtig i mål inden for deadline, da man starter med at udrulle indsamlingen af kartoner i løbet af juni. Men langt de fleste kommuner overskrider tidsfristen.

- Stort set samtlige kommuner i landet er nu i gang med at skrive dispensationsansøgninger, og det er så det, vi bruger vores tid på i stedet for at lave de egentlige planer, som jeg meget hellere ville have, min forvaltning brugte tiden på. Så det synes jeg er fjollet og hovedløst, siger formanden for Rudersdal Kommunes Miljø- og Teknikudvalg, Court Møller (R).

Hos ARC, der er affaldsselskab for København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør, undrer direktøren sig også over det korte tilløb.

- Vi glæder os jo til at få ordningen få plads, og vi gør det så hurtigt, som vi overhovedet praktisk muligt kan. Men der er bare rigtig meget praktik, der skal på plads, før vi kan komme så langt, siger Jacob Hartvig Simonsen.

ak