
FREDERICIA: Fredericia Kommune kalder det for en "uhensigtsmæssig systemopsætning", der i marts gjorde, at en 15-årig drengs PPV (pædagogisk psykologisk vurdering) ved en fejl har været offentligt tilgængeligt på en kommunal hjemmeside. Men det er en "skraldespandsundskyldning", lyder det fra næstformand i Rådet for Digital Sikkerhed, Anne Dorte Bach, i Fredericia Dagblad.
- Det er superalvorligt, at sådan noget bliver lagt ud. Det bør ligge i et sagssystem, som slet ikke kan tilgås, og samtidig ligge et sted, hvor det ikke kan risikere at blive publiceret, siger hun til mediet.
Kommunaldirektør Thomas Jaap har - ifølge lokalmediet - ikke villet forholde sig til, hvad Rådet for Digital Sikkerhed udtaler.
Ucensureret og fortrolig
Sagen tog sin begyndelse 3. april, hvor Fredericia Kommune blev kontaktet omkring et brud på kommunens hjemmeside.
Det viste sig, at 182 sider lang rapport om en drengs PPV ved en fejl har været offentlig tilgængelig på kommunens hjemmeside siden 21. marts 2025. Rapporten var ucensureret og indeholdt drengens Cpr-nummer, psykiske diagnoser, skoleudtalelser mm. samt forældrenes personlige oplysninger. PPV'en kunne også søges frem igennem Google. På flere af siderne står der "fortroligt - makuleres efter brug".
Thomas Jaap forklarer i en pressemeddelelse, at hjemmesiden er blevet gennemgået, og at man kan konstatere, at dokumentet er blevet besøgt af 10 unikke besøgende.
Han forklarer yderligere, at "der naturligvis igangsat en afdækning af, hvordan bruddet er opstået, så vi sikrer, at det ikke kan ske igen. Afdækningen har vist, at der er tale om en uhensigtsmæssig systemopsætning, der har muliggjort at filen er blevet tilgængelig på hjemmesiden ved en menneskelig fejl".
- Der er ikke andre eksempler på, at der utilsigtet er lagt filer på hjemmesiden fra systemet. Det ændrer dog ikke på, at det naturligvis ikke må kunne forekomme. Vi har derfor deaktiveret denne mulighed i systemet for alle andre, end få udvalgte medarbejdere, der til dagligt arbejder med hjemmesiden. Vi er derudover i dialog med leverandøren, så den her situation ikke gentager sig, og vi undersøger øvrige tekniske tiltag, der kan sikre mod noget tilsvarende, supplerede han.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.