
Kommunal erhvervsfremmeindsats har effekt på omsætning og beskæftigelse i de virksomheder, der modtager vejledning af kommunale erhvervsafdelinger og lignende, viser en effektevaluering foretaget af Iris Group for KL.
Efter to år optræder i gennemsnit plusser på 7 procentpoint og 6 procentpoint for henholdsvis omsætning og beskæftigelse i vejledte virksomheder sammenlignet med tilsvarende virksomheder, der ikke har modtaget vejledningen.
Evalueringen anvendes af KL som argument imod anbefalingen fra regeringens Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme, der vil flytte ansvaret for at fordele midler til decentrale erhvervsfremmeindsatser fra de regionale vækstfora til en central enhed.
- Hver krone kommunerne investerer i den lokale erhvervsfremme, får samfundet fire til syv gange igen. Det er ikke i virksomhedernes interesse, hvis man fratager kommunerne mulighed for en direkte og lokal erhvervsfremmeindsats, siger således KL's formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en kommentar.
Ifølge evalueringen gør hvert år gør ca. 50.000 førstartere, iværksættere og virksomheder brug af den lokale erhvervsfremme som led i at forberede, starte og udvikle virksomheder. Ca. 15.000 modtager individuel sparring og vejledning, mens resten blandt andet deltager i korte arrangementer og projekter i samarbejde med andre virksomheder og aktører i lokalområdet.
Effektevalueringen omfatter data fra 46 kommuner i perioden 2012-2017.
mk
Læs eller download evalueringen.
Fakta
- Mindst 70 pct. af virksomhederne på tværs af målgrupperne (førstartere/iværksættere/virksomheder) vurderer, at vejledningen styrker deres kompetencer og forretningsgrundlag.
- Lidt over 40 pct. af virksomhederne angiver, at vejledningen i den lokale erhvervsfremme har forbedret deres adgang til andre erhvervsfremmeoperatører, og 50 pct. angiver, at vejledningen forbedrer deres netværk med andre virksomheder og iværksættere.
- De vejledte virksomheder vokser hurtigere end kontrolgruppen. Omsætningen er to år efter vejledningen vokset knap 7 procentpoint mere og beskæftigelsen knap 6 procentpoint mere.
- Efter to år svarer det til at en samlet øget omsætning mellem 1,5 og 2,4 mia. kr. og en øget beskæftigelse på 1.600-2.200 nye job.
- Sammenholdt med kommunernes investering i den lokale erhvervsfremme beregnes det samfundsøkonomiske afkast til at ligge på 4-7 kr. for hver krone, kommunerne investerer i 1:1 vejledningen i den lokale erhvervsfremme.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.