Kolding undersøger intern sagsbehandling

Kolding undersøger intern sagsbehandling

Sag om 15 måneder gammelt barns død får både borgmester og socialminister på banen

Af Morten Uhrenholdt

KOLDING:
Et 15 måneder gammelt barns død har givet voldsomme dønninger i både presse og nu også i politiske kredse. Barnet døde som følge af omfattende skader efter længere tids vold, og forældrene sidder varetægtsfængslede sigtet for at have forvoldt barnets død.

Dønningerne blev ikke mindre, da det for nylig kom frem, at kommmunen havde fået henvendelser fra dels en bekymret bekendt af det nu fængslede forældrepar og en læge. Henvendelser, der overfor kommunen luftede alvorlig bekymring for barnets ve og vel.

Kolding Kommune har forklaret, at forvaltningen ikke - som loven påbyder det - havde journaliseret henvendelserne i sagen, fordi man i forvejen var bekendt med de forhold, henvendelserne handlede om.

Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), beder nu Socialforvaltningen om en vurdering af den interne sagsbehandling og journaliseringspraksis.

Ulykkeligt
- Hele denne sag er dybt ulykkelig, og vi ville alle ønske, at det havde været muligt at forudse og forhindre tragedien. Det er der desværre intet der tyder på, at det var. Ingen af de indkomne underretninger/henvendelser pegede i den retning.

- Ikke desto mindre må og skal vi afsøge alle muligheder for at håndtere sådanne sager bedst muligt. Derfor har jeg bedt socialforvaltningen om nøje at gennemgå den måde, vi håndterer henvendelser til kommunen på. Hvis der er noget at lære af denne sag, må det ikke gå tabt, siger borgmester Jørn Pedersen.

Social- og Sundhedsudvalget besluttede i foråret at oprette en visitationsenhed, som skal behandle alle nye underretninger og sikre ensartet sagsbehandling i Socialforvaltningens Familierådgivninger. Teamet er klar til 1. november.

Ubærligt
- Alene tanken om, at et afgørende tip kan gå tabt, er jo helt ubærlig. Derfor er vi nødt til at sikre os, at vi håndterer alle henvendelser optimalt, siger Jørn Pedersen.

Socialminister Benedikte Kjær (K) har også interesseret sig for sagen, og har modtaget Kolding Kommunes redegørelse. Altså den, der forklarer, at sagen var fuldt oplyst for kommunen og at der derfor intet nyt var i de henvendelser, der kom, og som kommunen ikke journaliserede. Dét svar er ministeren ikke tilfreds med. Hun har flere ubesvarede spørgsmål, fremgår det af udtalelser til TV2:

- Jeg er meget interesseret i at dykke videre ned i denne her redegørelse. Hvordan reagerede man efter lægen havde underrettet kommunen? Og hvad skete der, da familien flyttede til Tønder. Informerede man Tønder Kommune og samlede de op? Det er nogle af de ting, jeg er meget interesseret i at finde ud af, siger Benedikte Kjær til TV2 Nyhederne. 

mou

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev