KØBENHAVN / TÅRNBY: Københavns Lufthavn skal udbygges, så der i fremtiden bliver plads og faciliteter til 40 millioner årlige passagerer og 17 nye langdistanceruter. Sådan lyder det fra Københavns Lufthavn, som vil præsentere de nye udvidelsesplaner fredag. Udbygningen, som lufthavnen selv kalder historisk, kommer til at koste 20 mia. kr.
- Trafikken her i Københavns Lufthavn er vokset markant de senere år, og væksten fortsætter. Derfor er det nødvendigt at fremtidssikre lufthavnen, og det kræver, at vi bygger ud, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
Fortsat Nordeuropas foretrukne
I dag er der 36 langdistanceruter, men med udvidelsen bliver der plads til yderligere 17. Det kan lade sig gøre ved at udbygge den vestlige del af lufthavnen, så arealet til standpladser udvides til 1.900.000 kvadratmeter, hvilket er dobbelt så stort som det nuværende areal. Det gør, at antallet af standpladser til fly vil gå fra 78 til 124.
Ifølge Thomas Woldbye vil den ekstra plads sikre, at lufthavnen kan fortsætte med at være Nordeuropas foretrukne knudepunktslufthavn.
Lufthavnen forventer, at antallet af permanente arbejdspladser vil stige med 9000. I dag arbejder 16.500 personer i lufthavnen.
Derudover vil der i anlægsperioden blive skabt 12.500 nye job, hvoraf 80 pct. vil være inden for håndværksfag.
Sidste år rejste små 27 millioner mennesker gennem Københavns Lufthavn.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.