
Efter de første to timer af valgdagen havde tæt på hver sjette vælger afgivet sin stemme til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
Det viser en rundspørge, Ritzau har foretaget blandt kommuner og valgsteder, der tilsammen repræsenterer 268.000 stemmeberettigede vælgere.
Klokken 10 onsdag formiddag har 15,8 procent stemt i de syv kommuner. Med i det tal er de mange brevstemmer, vælgerne har afleveret forud for valgdagen.
Det er dermed en noget højere foreløbig valgdeltagelse end ved den seneste danske folkeafstemning den 3. december 2015.
Dengang havde 10,4 procent stemt klokken 10 ved de samme valgsteder, da det handlede om et andet EU-spørgsmål, nemlig retsforbeholdet. Der landede den endelige stemmeprocent på 72.
Flere brevstemmer
Målingen er dog svær at sammenligne direkte. Dels åbnede valgstederne først klokken 09 i 2015, så i år har vælgerne haft en time mere til at komme ned i stemmeboksen. Dels er der det blevet mere populært at brevstemme forud for valgdagen. De stemmer tæller også med i målingen.
- Det er i høj grad brevstemmerne, der gør, at det går så meget fremad, fortæller for eksempel Nina Allin, der er valgansvarlig på valgstedet på Skolen på Amagerbro i København.
Ved landets tredjestørste valgsted, Greve Idrætscenter, går det indtil videre "stille og roligt", fortæller valgstyreformand Kenneth Hertz Andersen.
- Der har været en konstant lind strøm af vælgere hele morgenen, og det har været lidt atypisk. Ved andre valg er det kommet lidt i klumper, men bortset fra da vi åbnede, har der stort set ikke været kø. Det virker, som om rigtigt mange arbejder hjemmefra og udnytter, at de kan komme, når der ikke er så travlt, siger Kenneth Hertz Andersen.
Valgstederne har åbent indtil klokken 20.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.