
Arbejdet starter omgående og forventes allerede færdigt medio december, oplyser KMD i en pressemeddelelse.
Med 'DIgital ADgang til oplysninger i forbindelse med EjendoMshandel' - eller mere mundret DIADEM - skal KMD samle alle det offentliges oplysninger, som er relevante ved ejendomshandler, i en database på internettet.
Ultimo 2011, hvor projektet bliver lanceret, vil cirka 50 oplysninger per husstand være tilgængelige via www.boligejer.dk. DIADEM vil lette arbejdspresset fra kommunerne, der normalt bruger to uger på at indsamle ejendomsdokumenterne. Køber og sælger, ejendomsmægler, advokater og andre, der er involveret i boligkøb, vil i fremtiden kunne hente oplysningerne direkte på nettet, med store administrations- og tidsbesparelser for alle involverede.
- Vi ser frem til samarbejdet med KMD og Dansk Scanning, der har et stort kendskab til kommunerne og erfaring med at digitalisere og registrere data. Projektet vil sikre, at det i fremtiden bliver langt lettere at gennemføre en ejendomshandel, siger Kirsten Elbo, projektleder på DIADEM fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
- Det er naturligvis tilfredsstillende at vinde en kontrakt, hvor vores solide domæneviden om ejendomsområdet udnyttes innovativt til nye områder. Også vores erfaringer fra Kommunalreformen kan bruges som metode til at styre DIADEM i mål, Siger Karen Nielsen, direktør i KMD.
Én million sager - seks hyldekilometer
Der er tale om mere end ti terabyte data, der skal behandles - disse er fordelt på omkring en million sager for ejendomme og strækker sig mere end seks hylde-kilometre - hvilket gør projektet til danmarkshistoriens næststørste digitaliseringsopgave. Derfor er det meget tilfredsstillende, at KMD har en erfaren samarbejdspartner i Dansk Scanning, der har stor ekspertise i at scanne fysiske arkiver.
En af projektets store opgaver, som KMD og Dansk Scanning vil løse, er digitaliseringen af kommunale oplysninger om olietanke - cirka 400.000 skal registreres. Manglende lovgivning på området har medført, at mange kommuners registrering i BBR er uensartede og ufuldstændige. Her skal Dansk Scanning assistere KMD med at registrere oplysningerne i de fysiske dokumenter. Opgavens størrelse betyder 28 nye arbejdspladser hos dem.
- Kommunerne har oplysningerne registreret meget forskelligt. Oplysningerne ligger både i fysiske og digitale arkiver, og det ustrukturerede system gør dette til projektets store opgave, siger KMD-direktør Karen Nielsen og understreger opgavens omfang med, at projektet har ca. halvdelen af det samlede udviklingsbudget på ca. 100 millioner til registrering af oplysninger om olietanke.
mou
Fakta:
På hjemmesiden www.boligejer.dk vil DIADEM samle oplysninger om blandt andet:
* Olietanke
* Tilstandsrapporten
* Energimærket
* Oplysninger om landbrugspligt
* Planoplysninger
* Fredningsforhold
* Ejendomsvurderingen
* Huslejenævnssager
* En række rådighedsindskrænkninger
* Jordforurening
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.