
Dansk Fjernvarme har fundet brancheorganisationens nye direktør. Det bliver den 47-årige Kim Mortensen, som i dag er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, oplyser Dansk Fjernvarme.
Kim Mortensen tiltræder den 1. september, hvor han afløser Jørgen G. Jørgensen. Kim Mortensen genopstiller derfor ikke til Folketinget. Han har, siden han blev valgt til Folketinget i 2005, været medlem af Energipolitisk Udvalg og har en periode været energipolitisk ordfører. Han er dermed særdeles velbevandret indenfor energi-området og energipolitik.
- Fjernvarme er rygraden i fremtidens energisystem. Uden fjernvarme vil vi ganske enkelt ikke kunne skabe et effektivt og CO2-frit energisystem baseret på vedvarende energikilder. Derfor er Dansk Fjernvarme en nøglespiller i energipolitik både her hjemme og på internationalt plan, siger Kim Mortensen.
Danmark er internationalt førende indenfor fjernvarme. Ikke bare har vi i Danmark den højeste tilslutning til fjernvarme. Branchen beskæftiger op mod 10.000 medarbejdere og har en eksport på mere end 4 milliarder kroner årligt.
Kim Mortensen er Socialdemokraternes EU-ordfører. En post han i øvrigt afløste tidligere miljø- energiminister Svend Auken på i 2007.
Kim Mortensen har siddet i Folketinget siden 2005. Før da var han forstander på Esbjerg Højskole fra 1999 til 2005. Fra 1997 til 1999 var han forretningsfører for AOF i Odense. Oprindelig er han uddannet elektriker.
Privat er Kim Mortensen bosat i Esbjerg med sin familie.
Jørgen G. Jørgensen har været direktør for Dansk Fjernvarme i otte år. Han tiltræder den 1. september som direktør for fagforeningen Frie Funktionærer.
Kim Mortensens tiltræden og Jørgen G. Jørgensens afgang bliver markeret ved en reception i Fjernvarmens Hus den 30. august.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.