Hvordan kan digitalisering få skattekronerne til at række længere, udvikle velfærden og gøre hverdagen lettere for brugerne? Det forsøger debatpjecen at undersøge.
Den tager også fat på dilemmaer og udfordringer om digitalisering ved at stille spørgsmål som: Hvad betyder digitalisering og ny teknologi for måden, vi opfatter offentlig service? Skal det offentlige lukke for papirbaseret kommunikation med borgerne? Hvordan kan it løfte fagligheden i folkeskolen?
Sammen med politiske temadrøftelser i februar og marts 2011 skal pjecen skabe debat og give indspark til arbejdet med en ny ambitiøs fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for 2011-2015.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, det kræver en kulturændring at udnytte potentialet ved digitalisering helt og fuldt:
- Vi skal udnytte de teknologiske muligheder endnu bedre til at effektivisere den offentlige sektor, sådan at der frigøres penge til varig velfærd. Jeg forventer, den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi vil pege på, at der er et potentiale i milliardklassen.
- Samtidig vil en øget digitalisering også betyde mere moderne og fleksibel offentlig service. Det vil på nogle måder kræve en mental omstilling af, hvordan vi leverer og forstår velfærd, for vi skal gøre op med rygmarvsreaktionen om, at god service er lig fysisk service, siger Claus Hjort Frederiksen.
Formand for KL Jan Trøjborg (S) hæfter sig ved, at kommunerne har sluttet op om en fælleskommunal digitaliseringsstrategi.
- Kommunerne kan meget - og gør meget - på det digitale område. Det er vigtigt for os at komme ind i et langtidsholdbart samarbejde med staten, baseret på klare og fælles forudsætninger. Den fælleskommunale digitaliseringsstrategi bidrager til et stærkt, fællesoffentligt samarbejde, der har høj prioritet i KL og i kommunerne, siger han.
Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) siger:
- I regionerne tænker vi de digitale muligheder ind i behandlingen, og vi klæder patienten på til at være en aktiv og oplyst medspiller i sit behandlingsforløb - for eksempel ved at have adgang til sine journaloplysninger, og i visse tilfælde ved at blive behandlet i eget hjem ved hjælp af telemedicinske løsninger. Samtidig skal vi sørge for, at medarbejderne har de it-redskaber, der er så vigtige for at give den rigtige behandling.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) bidrager:
- Digitaliseringen vil både bidrage til at effektivisere den offentlige sektor, og samtidig give borgerne lettere adgang til de offentlige tilbud i en travl hverdag. Digitalisering gør det muligt at nå dette mål samtidig med, at vi skaber vækst og innovation i den private sektor.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.