Kan kommunalpolitikere ikke lide smukke byer?

Da jeg skulle til at skrive ugens klumme, syntes jeg ikke rigtig, der var nogen aktuelle emner, jeg havde lyst til at fortælle om, harcellere, more mig eller undres over. Eller som var modne til en kommentar nu.

Så jeg besluttede at gå en tur i det fine vejr for at lade tankerne vandre og ideerne indfinde sig. Velvidende, at det ofte er en mistrøstig oplevelse at vandre i min købstad. Den byder på et nærmest ubeskriveligt rodsammen af smukke, gamle bygninger og himmelråbende rædsler fra de seneste årtier. Pænt og harmonisk byggeri synes forbudt, og det er svært at begribe, at så mange kommunalpolitikere gennem de sidste 30-40 år har kunnet gå ind for så indædt et hærværk, der – til forskel fra andre former for hærværk – vil stå i 100 år.

Jeg vandrede så vestpå langs fjorden ad en af de større indfaldsveje. Her ligger villa på villa, mange af dem store og ganske flotte og formentlig bygget i 20'erne, 30'erne og 40'erne, andre mere beskedne, men stadig i harmoni med vejens øvrige bygninger.

'Mads Skjern'
Lidt længere ude ligger helt ned til fjorden en stor park med høje, smukke træer af alle mulige arter – nogle sjældne. Byen fik den i 1898 foræret af en af byens store mænd, etatsråd og grosserer Tidemand. Nutidens svar på sådan en ville for et par år siden forvandle parken til en moderne klatrebane.

Mange lokale kalder ham 'Mads Skjern' på grund af hans entreprenante facon. Han startede oprindeligt som en slags social aktivist, der stod i spidsen for en række projekter for arbejdsløse, men efterhånden har han forvandlet sig til en hensynsløs imperiebygger, der ikke kan få nok og hele tiden forsøger – med stort held – at udvide sit rige.

Kommunalpolitikerne, der nærer en næsegrus og nærmest krybende beundring for manden og hans bedrifter, hopper og springer for at opfylde hans mindste ønske og var indstillet på også at lade ham erobre Strandparken. Kommunen fandt meget bekvemt ud af, at man ikke var bundet af de klausuler, grosserer Tidemand i 1898 havde knyttet til sin gave. Kun massive protester fra borgerne stoppede – undtagelsesvis – den groteske tivolisering af parken og dens gamle, stolte træer.

I parken står et monument over Tidemand, og fører man det lille anlægs midterakse videre ud af parken og over indfaldsvejen, finder man en stor, majestætisk villa – nummeret før et palæ. Den er virkelig en fryd for øjet – hvidkalket med dekorative partier i røde mursten. Bygningen er smukt dekoreret med malede figurer i harmoniske farver. Går man om bag bygningen, ligner den noget fra det gamle Carlsberg med klassiske bronzeskulpturer i den stilrene have.

Jeg har ikke kunnet finde ud af det, men jeg føler mig sikker på, at den har Tidemand bygget til sig selv. I dag huser den smukke villa en køreskole og en ejendomsmægler, men den har dog fået lov at blive stående. Lige ved siden af fører en sti under jernbanen og ind i en lille skov. Og her kan man komme op på en høj støjvold langs jernbanen og vandre ind mod centrum.

Og så får man virkelig syn for den febervildelse og blinde pengefiksering, der har præget kommunalpolitikernes forvaltning af den gamle købstad. Det første stykke ad volden folder byen sig ud under én med sine mange tegl- og skifertage, små gader og grønne åndehuller. Den blå fjord og næsset på den anden side af fjorden slutter det harmoniske billede.

Endnu et på vej
Men få hundrede meter længere henne slår nutiden til. En enorm, sort flade fylder hele udsigten ned til fjorden. Og en mur af lejligheder oven på det sorte sikrer, at hverken fjorden eller næsset længere er synligt. Det er et stort indkøbscenter med tjærepap-tag og sikkert svine-dyre lejligheder ovenpå. Synet er så overvældende hæsligt, at man helt mister pusten og febrilsk, men forgæves søger en forståelse af, hvordan kommunens politikere har kunnet finde den enorme klods velplaceret lige dér.

Trods krise og butiksdød er byrådet i gang med planer for endnu et butikscenter i den anden ende af bykernen. Jo, folk med penge er stadig velkomne med projekter i byen, der eller var arnestedet for bevægelsen 'Bedre Byggeskik'. Den gjorde i første halvdel af 1900-tallet en stor indsats for godt håndværk, gode materialer og huse, der harmonerede smukt med omgivelserne og historien. Også i Holbæk, hvor arkitekten Marius Pedersen boede og tegnede mange af de attraktive huse, der stadig ligger her.

Det var så én lille byvandring af mange mulige. Jeg kunne for eksempel også have valgt en tur langs havnen. Men det kræver et virkelig solidt humør og en ukuelig tro på fremtiden. For her ligger købstadens hidtil mest deprimerende skandale – betonbyggeriet i seks etager, der tårner sig op på kanten af fjorden for øjnene af de vantro borgere. Et grotesk hærværk mod en gammel købstad, som fik byens planchef til at anlægge sag mod sin egen kommune for brud på dens egen byplan. Han er ikke ansat længere.

Men det er en anden historie.