
VESTHIMMERLAND: Kunstværket 'Muren' fra 1995 er i øjeblikket ved at blive smukkeseret med flotte lys, der skal få beboerne i Aars i julehumør i hele december. Eller også bliver Per Kirkeby-værket i disse dage udsat for at respektløs hærværk. Det er der uenighed om i byen, oplyser DR Nordjylland.
Det er dog sikkert og vist, at der bliver boret og banket i det røde murværk, for handelstandforeningen i byen har besluttet sig for, at der i år skal julelys på kunstværket.
- Man griber rent fysisk ind i et kunstværk. Det må være amatører, der har godkendt det her. Man ville heller ikke klæde rytterstatuen på Amalienborg ud med julekugler og guirlander. Det går jo ikke, siger Palle Rønde Møller, formand for Himmerlands Kunstmuseum, til DR Nordjylland.
- Vi har respekt for 'Muren', men kunst må heller ikke blive begrænsende. Og vi vil gerne give borgerne en følelse af, at Aars er en juleby, siger Mogens Kristensen fra Aars Handelsstandsforening.
Ifølge teknik- og miljøformandformand i Vesthimmerlands Kommune Uffe Bro (S) er der ingen formelle restriktioner på kunstværket, som kan have betydning for, om det er tilladt at hænge julepynt på det. De restriktioner skulle i så fald have været givet af kunstneren selv.
Men heller ikke Uffe Bro mener, at julepynt hører hjemme på kunstværket:
- Hvis vi taler om et kunstværk af en anerkendt kunstner som Per Kirkeby, så går man ikke ind og borer noget ind i det. Det gør man ikke. Man sætter ikke en rød næse på et kunstværk, siger han.
Asger Andersen (S), formand kultur- og fritidsudvalget er også utilfreds med julepynten.
- Lyskæderne er sat op, og de bliver pillet ned igen efter jul, siger borgmester Per Bach Laursen (V) fredag, efter han og udvalgsformændene torsdag har drøftet sagen.
- Hullerne er boret, og det ser ikke kønt ud. Men efter jul bliver det, der er sat op, pillet ned igen, og hullerne bliver udbedret, så kunstværket kommer til at fremstå, som det gjorde, inden man gik i gang med projektet, siger Per Bach Laursen.
Borgmesteren vil dog opfordre til, at der bliver lagt større overvejelser for dagen, inden noget lignende finder sted igen. Han mener, at der skal handles anderledes i fremtiden.
- Det har både noget med etik og moral at gøre i forhold til kunstværker i verdensklasse og så det, man gør i Danmark op til jul, hvor man pynter op. De to kan godt være i modstrid her, siger han.
- Kunstværket 'Muren' i Aars blev skabt i 1995 af den verdensberømte danske kunstner Per Kirkeby.
- Værket kom til verden i samarbejde med den lokale kunstkomité og med midler fra Aars Handelsstandsforening.
- Per Kirkeby døde den 9. maj 2018 i en alder af 79 år.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.