Ingen vil fortsat skyde penge i omstridt velkomstcenter

SYDDJURS: Der er endnu ikke kommet en krone til finansiering af et nyt velkomstcenter ved Kalø Vig, som dermed fortsat har lange udsigter. Det bekræfter Nationalpark Mols Bjerge over for TV2 Østjylland.

I april i år godkendte et flertal i byrådet i Syddjurs Kommune, at den ikoniske Kalø Slotskro kan blive revet ned til fordel for et nyt, arkitekttegnet velkomstcenter på området. Et velkomstcenter, som vil komme til at koste mellem 40 og 50 mio. kr. at etablere. Men den plan har gennem flere år mødt modstand fra lokalbefolkningen både i form af høringssvar, protester og underskriftsindsamlinger. 

- Der er trods alt 6.500 borgere i og omkring Syddjurs, som har en mening omkring at bevare Kalø Slotskro, så jeg forstår til fulde de udfordringer, man står med. Og jeg kan godt forstå, at de fonde, der skal kaste midler i det her projekt, er lunkne ved det, siger byrådsmedlem i Syddjurs Michael Mikkelsen (DF) til TV2 Østjylland.

esl